L 21 Forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje.

(Kriterier for varetægtsfængsling).

Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget. Retsplejelovens kriterier for varetægtsfængsling foresloges ændret, således at det afgørende skulle være, om der foreligger mistanke om en lovovertrædelse, der kan forventes at medføre fængsel i 1 år eller derover, imod gældende rets betingelse om, at der skal være fastsat en straframme på 1 år og 6 måneder eller derover for den pågældende lovovertrædelse.

Lovforslaget var en uændret genfremsættelse af et lovforslag fra 1. samling, se ovenfor under 1. samling, A.II., nr. 68.

Lovforslaget blev fremsat som et af de under forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje. (Registrering) (2. samling, A.II., nr. 19) nævnte lovforslag. Det kom til 1. behandling sammen med de under forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje. (Om indgreb i meddelelseshemmeligheden) (2. samling, A.II., nr. 20) nævnte lovforslag, der alle vedrørte efterforskningsmetoder.

Under 1. behandling oplyste justitsministeren, at han havde anmodet ministeriets kriminalpolitiske forskningsgruppe om at gennemføre en undersøgelse om behovet for initiativ inden for varetægtsområdet. Mens ordføreren for SF kunne tilslutte sig en stramning af reglerne for anvendelse af varetægtsfængsling, henviste de øvrige ordførere i det væsentlige til deres indlæg under 1. behandlingen i 1. samling.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Erik Brünnich Smith (S), Hagen Hagensen (KF), Bjørn Elmquist (V), Alice Faber (SF), Knud Lind (FP), Birgith Mogensen (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), Preben Wilhjelm (VS) og Inge Krogh (KrF)