L 222 Lov om ændring af lov om leje.

(Energibesparende foranstaltninger).

Af: Boligminister Erling Olsen (S)
Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 296 af 09-06-1982
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Ved lovændringen, der trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, blev der givet adgang til, at lejere i ejendomme med en stor varmeudgift i forhold til lejen kan forlange gennemførelse af energibesparende foranstaltninger, når de samtidig accepterer en lejeforhøjelse til dækning af udgifterne ved foranstaltningernes gennemførelse. Denne lejeforhøjelse adskiller sig fra sædvanlige forhøjelser ved, at spørgsmålet om det lejedes værdi ikke kan bringes ind i billedet.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af 5 af boligministeren i betænkningen stillede ændringsforslag, hvor der fandt en yderligere præcisering af lovteksten sted.

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene. (Energibesparende foranstaltninger) (se nærmest følgende sag) og forslag til lov om ændring af lov om realkreditinstitutter. (Energibesparende foranstaltninger i udlejningsejendomme) (se A. I. nr. 21).

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 113 stemmer mod 15 (FP).
Partiernes ordførere
Svend Andersen (S), Agnete Laustsen (KF), Svend Erik Hovmand (V), Pelle Voigt (SF), Uffe Thorndahl (FP), Bent Stubkjær Pedersen (CD), Tage Dræbye (RV) og Arne Bjerregaard (KrF)