Lovforslaget blev af folketingets formand henvist til finansudvalget, jfr. forretningsordenens § 10, stk. 2.
Lovforslaget omfatter kalenderåret 1983.
Fremsættelsen af finanslovforslaget i august måned, uden for folketingets mødeperiode, sker af hensyn til grundlovens § 45, hvorefter forslag til finanslov skal fremsættes for folketinget senest 4 måneder inden finansårets begyndelse.
Finanslovforslaget består af tre dele: finanslovforslagets tekst, anmærkninger I og anmærkninger II.
Ved lovforslagets fremsættelse oplyste finansministeren bl. a. følgende:
»På drifts-, anlægs- og udlånsbudgettet budgetteres i 1983 med nettoudgifter på i alt 191 mia kr., mens indtægtsbudgettet er på 117 mia kr. Underskuddet på drifts-, anlægs og udlånsbudgettet skønnes således at blive 74 mia kr., hvilket er en stigning på 18 mia kr. i forhold til det underskud på 56 mia kr., som nu skønnes for indeværende år.
Stigningen i budgetunderskuddene i 1981 og 1982 skyldes især øgede udgifter til beskæftigelses- og erhvervsfremmeforanstaltninger samt arbejdsløshedsdagpenge, samtidig med at der har været tale om vigende indtægter.
Det hidtidige budgetforløb har på mange måder ydet et positivt bidrag til at opretholde aktiviteten og beskæftigelsen i samfundet.
Denne - også i sammenligning med andre europæiske lande - stærke aktivitetsfremmende indsats har imidlertid medført en hastig vækst i den indenlandske statsgæld og i de renteudgifter, der er forbundet hermed. Således andrager alene renter og emissionsktirstab over 15 mia kr. af stigningen i budgetunderskuddet fra 1982 tit 1983, der som nævnt skønnes til 18 mia kr. Fra 1979 til 1983 stiger statens renteudgifter og emissionskurstab fra ca. 10 til ca. 40 mia kr.
I de gentagne store budgetunderskud med tilhørende kraftige renteudgiftsstigninger er således indbygget en selvforstærkende effekt, som er uholdbar, og som derfor må bremses.
En fortsat vækst i underskuddet på statfinanserne er uforenelig med ønsket om et fald i renteniveauet, som - sammen med en forbedring af konkurrenceevnen - kan fremme investeringer og beskæftigelse. En varig forbedring af beskæftigelsen forudsætter derfor, at den stærke stigning i statens underskud standses.
Budgetunderskuddene vil endvidere på længere sigt indebære fordelingspolitiske problemer, idet en skattefinansieret afvikling af statsgælden i vid udstrækning vil hvile på de befolkningsgrupper, som ikke køber statsobligationer, mens de institutioner og fonde, som især besidder statspapirer, ikke i dag beskattes af rentetilskrivningerne.
Hertil kommer, at en - om end mindre - del af budgetunderskuddet har antaget en strukturel karakter. Beregninger viser, at selv om der tilvejebragtes fuld beskæftigelse og der dermed opnåedes en betydelig automatisk forbedring af de offentlige finanser, så ville der fortsat bestå et budgetunderskud. Budgetunderskuddet kan altså ikke længere udelukkende forklares med de øgede udgifter og lavere indtægter, som beskæftigelsessituationen og lavkonjunkturen generelt påfører staten. Selv under et økonomisk opsving vil en række af disse udgifter ikke automatisk blive afviklet, ligesom den opsamlede statsgæld fortsat vil skulle forrentes.
Det er således af flere grunde afgørende nødvendigt at vende denne udvikling i statsfinanserne.«