L 35 Forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje.

(Behandling af klager over politiet).

Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Ifølge lovforslaget skulle reglerne i retsplejeloven om behandling af klager over politiet ændres således, at der skulle oprettes en uafhængig klageinstans, over for hvilken politiet såvel som klageren skulle have lejlighed til at afgive forklaring. Klageinstansen, i lovforslaget benævnt politiklagenævnet, skulle oprettes i hver politikreds og bestå af 4 medlemmer udpeget efter reglerne i retsplejeloven om udpegelse af domsmænd og nævninge samt af en politiombudsmand udnævnt af folketingets ombudsmand. Politiombudsmanden, som skulle udpeges for henholdsvis Jylland, Øerne og København-Frederiksberg, skulle være formand for politiklagenævnet og fungere som offentlig anklager i de tilfælde, hvor nævnet måtte beslutte at rejse straffesag. Foruden en sådan beslutning skulle nævnet kunne træffe beslutning om at slutte sagen, om at give en beklagelse, eller at der skulle rejses disciplinærsag.

Lovforslaget var en uændret genfremsættelse af et lovforslag fra 1. samling, se ovenfor under 1. samling, A. II., nr. 82. Det blev også i 2. samling fremsat som et af de under forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje. (Registrering) (2. samling, A. II., nr. 19) nævnte lovforslag. Det kom til 1. behandling sammen med de under forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje. (Om identifikation af myndighedsudøvende polititjenestemænd) (2. samling, A.II., nr. 33) nævnte lovforslag, der alle i følge fremsættelsestalen vedrørte kontrol med politiet.

Debatten under 1. behandlingen blev en almindelig drøftelse om politiets rolle i samfundet, idet ordførerne og justitsministeren i øvrigt henviste til deres indlæg under 1. behandlingen i 1. samling for så vidt angik deres indstilling til de enkelte lovforslag.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Erik Brünnich Smith (S), Hagen Hagensen (KF), Inger Harms (SF), Knud Lind (FP), Frode Nør Christensen (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), Preben Wilhjelm (VS) og Inge Krogh (KrF)