Luk

Luk
Luk

Luk

L 69 Lov om forsvarets personel.

Af: Forsvarsminister Poul Søgaard (S)
Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 232 af 26-05-1982
Efter 1. behandling henvist til forsvarsudvalget.

Loven skaber dels mulighed for, at forsvarets personel- og uddannelsessystem fortsat kan imødekomme de krav, som samfundsudviklingen og de løbende struktur- og aktivitets- ændringer i forsvaret stiller, dels danner loven grundlag for at kunne tilvejebringe og opretholde den personelstyrke, der bedst muligt tilgodeser forsvaret under udnyttelse af de ressourcer, der stilles til rådighed.

Loven indebærer, at der etableres en sammenhængende og enkel personelstruktur med en niveauinddeling opbygget på grundlag af ansvars- og arbejdsområder. Der gennemføres en mere klar fordeling af forsvarets stillinger mellem militært personel og civilt personel samt mellem forskellige personel- og faggrupper.

Den nuværende opdeling af officerspersonellet i A- og B-linie samt kontraktansatte reserveofficerer ophæves, og gradsbetegnelser og krav til officersuddannelsernes varighed fastsættes ikke længer ved lov. Det er ikke hensigten at indføre en enhedsofficersuddannelse, men derimod at etablere en officersgrunduddannelse, hvis indhold og varighed afhænger af de enkelte værns og funktioners behov. Den nuværende reserveofficersordning opretholdes af hensyn til mobiliseringsstyrkens behov.

Forsvarsministeren er bemyndiget til at fastsætte varigheden af den første samlede uddannelse af værnepligtige samt til at genindkalde disse til efteruddannelse i sammenlagt indtil 60 dage, befalingsmænd indtil 70 dage, i løbet af de første 9 værnepligtsår og herudover til at lade afholde lejlighedsvise mønstringer af kort varighed. Endvidere er der for sergenter og korporaler fastsat en samlet indledende tjenestetid på højst 18 henholdsvis 15 måneder. Det er hensigten at ændre den nugældende første samlede tjenestetid på 18 måneder for sergenter og reserveofficerer i hæren til 21 måneder, navnlig for at forbedre disse befalingsmænds uddannelse og for at skabe et mere hensigtsmæssigt tjenesteforløb i uddannelsesstyrken. Udtagelsen til disse befalingsmandsuddannelser vil i størst mulig udstrækning ske på frivillig basis.

De nuværende lovbestemmelser om tjenestetiden for værnepligtige foreslås samlet og udtrykt ved, at forsvarsministeren inden for en ramme af maksimalt 24 måneder fastsætter de nærmere bestemmelser om værnepligtstjenestens varighed.

Den nugældende længde af de værnepligtige meniges første samlede tjenestetid på 9 måneder vil blive fastholdt.

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om forsvarets organisation m.v. og forslag til lov om hjemmeværnet. (Se de nærmest foranstående sager).

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 112 stemmer mod 30 (SF, RV og VS). Ingen undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Knud Damgaard (S), Robert Pedersen (S), Palle Simonsen (KF), Arne Christiansen (V), Mette Madsen (V), Gert Petersen (SF), John Arentoft (FP), Niels Bollmann (CD), Jens Bilgrav-Nielsen (RV) og Steen Folke (VS)