Efter 1. behandling henvist til det energipolitiske udvalg.
Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.
Ved loven præciseres og klargøres rammerne for anvendelse af varmeforsyningslovens. prisbestemmelser, og der fastsættes et loft over naturgasprisen, idet denne ikke kan overstige forbrugerprisen inklusive statsafgifter for en tilsvarende mængde fyringsgasolie opgjort efter brændværdi.
Ved loven opretholdes det generelle princip i varmeforsyningslovens prisbestemmelser, således at indtægter for levering af opvarmet vand, damp eller gas fastsættes ud fra omkostningsbestemte principper med indregning af en rimelig forrentning. Derimod præciseres det, at dette princip ikke udelukker fremføring af underskud ved driften samt anvendelse af prisdifferentiering, så længe de samlede indtægter over anlæggets levetid fortsat er begrundet i omkostningerne. Prisfastsættelsen forudsættes ligeledes foretaget efter rimelige økonomiske principper.
Loven hjemler også mulighed for gennemførelse af prisdifferentiering, dvs. at der kan fastsættes forskellige priser til enkelte forbrugere, grupper af forbrugere og geografiske områder.
Aftaler om salg af naturgas mellem virksomheder, der har fået bevilling eller tilladelse i henhold til lov om naturgasforsyning til indførsel, forhandling, transport og oplagring af naturgas, og virksomheder, der driver anlæg til fremføring af naturgas, skal i henhold til loven indeholde bindende videresalgspriser og forbrugerpriser.
Endelig medfører loven, at affaldsforbrændingsanlæg, industrivirksomheder og geotermiske anlæg inddrages under prisbestemmelserne, således som kollektive varmeforsyningsanlæg, kraftvarmeværker og naturgasforsyningsselskaberne hele tiden har været det.
Om baggrunden for lovforslaget oplyste energiministeren bl.a. følgende i den skriftlige fremsættelse:
»Ved tingets behandling den 29. april 1982 af forslag til folketingsbeslutning om prisfastsættelse på naturgas var der en overvejende stemning for at medvirke til en løsning af de uafklarede punkter, der har præget debatten om naturgasprojektet, og til at medvirke til at fastholde naturgasprojektet som et sundt projekt. Der tilsigtedes ikke mindst en lovmæssig fastsættelse af et loft over naturgasprisen, således at forbrugerne skulle få sikkerhed for, at denne ikke kan overstige olieprisen.
Regeringen foreslår på denne baggrund en ændring af prisbestemmelserne i varmeforsyningsloven.
Lovforslaget begrænser sig udelukkende til løsning af de mest påtrængende spørgsmål. En afklaring af problemerne vedrørende fastsættelsen af priser på naturgas er en nødvendig forudsætning for at opnå den forudsatte tilslutning til naturgasprojektet og dermed for at sikre en fordelagtig samfundsøkonomi i projektet.
Denne holdning medfører, at en række spørgsmål i den løbende debat om naturgassen ikke medinddrages i forslaget. Regeringen har således valgt at udskyde en stillingtagen til spørgsmålet om en generel udligning af energipriserne, indtil der foreligger et bedre erfaringsgrundlag. Spørgsmålet om en ændring af naturgasprojektets organisatoriske forhold er ligeledes et presserende spørgsmål, som må ses i sammenhæng med forslaget. Regeringen har allerede taget initiativ til at skabe en mere enhedspræget ledelse af det samlede naturgasprojekt. Der er således nedsat kontaktudvalg med deltagelse af energiministeren, finansministeren, indenrigsministeren, formændene for Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, D.O.N.G. A/S, Komgas I/S og de 5 regionale naturgasselskaber samt Københavns kommune. Kontaktudvalgets formål er at koordinere bestræbelserne for at gennemføre naturgasprojektet på økonomisk forsvarlig vis såvel for samfundet som for de implicerede selskaber og forbrugere.
Vilkårene for afsætningen af naturgas uden for det marked, der er dækket af varmeplanlægningen, indebærer, at det vil være mest hensigtsmæssigt, at der etableres en mere enhedspræget markedsføring i forhold til disse kundekategorier. Dette kan ske enten ved at lade D.O.N.G. A/S stå direkte for salget til industrikunder m.v. eller ved at skabe en fælles ledelse af markedsføringen mellem D.O.N.G. A/S og de regionale selskaber. Det forudsættes, at dette spørgsmål afklares gennem de fornødne justeringer i kontraktforholdet mellem D.O.N.G. A/S og de regionale naturgasselskaber, således at lovgivning på dette punkt ikke gøres nødvendig.«
»Hvis naturgasprojektets forudsætninger ændres på afgørende punkter og dette indebærer, at der i projektets samlede levetid ikke kan opnås dækning af omkostningerne gennem priserne som følge af prisloftet, finder regeringen, at den risiko bør bæres af samfundet som helhed. Regeringen forventer ikke, at der bliver behov for at udnytte dette sikkerhedsnet, men det er rimeligt for naturgasbrugerne at vide, at det er der. Det er regeringens hensigt i givet fald at fremsætte lovforslag om, at staten forpligter sig til at dække et eventuelt underskud. Karakteren af denne forpligtelse skal i givet fald ses i lys af udviklingen med hensyn til en mere enhedspræget markedsføring og af de fornødne justeringer i kontraktforholdet mellem D.O.N.G. A/S og de regionale og kommunale naturgasselskaber.«
I tillægsbetænkningen over lovforslaget er medtaget følgende tilkendegivelse fra energiministeren vedrørende spørgsmålet om rationalisering af naturgasprojektets samlede struktur:
»Både af hensyn til omkostningsstyringen og af hensyn til etableringen af en mere enhedspræget salgsorganisation i det samlede naturgasprojekt vil der i det nedsatte kontaktudvalg blive gennemført drøftelser herom på grundlag af bemærkningerne herom i tilknytning til lovforslaget.
På baggrund af den i B 40 foreslåede udvidelse af naturgasprojektet forekommer en sådan effektivisering af projektets samlede ledelsesstruktur at være yderligere aktualiseret. Det er nødvendigt at skabe en enhedspræget markedsføringsindsats, specielt i forhold til industrikunder og andre større kunder. Det er nødvendigt at skabe et mere ensartet budgetsystem med henblik på at effektivisere omkostningskontrollen i alle projektets forskellige dele. Det er nødvendigt, at investeringsbeslutninger, bl.a. vedrørende netudbygningen, foretages på et helhedspræget grundlag ud fra en vurdering af projektets samlede forretningsmæssige interesser. Og det er endelig nødvendigt, at bestræbelserne for at skabe et mere ensartet teknisk system i de forskellige regioner - både i henseende til anlægsvirksomhed og drift - føres videre.
Som anført i bemærkningerne til lovforslaget vil bestræbelserne for at gennemføre disse ændringer ske på det eksisterende lovgrundlag.«
Da loven skal ses i sammenhæng med folketingsbeslutning om udvidelse af naturgasprojektet (se B. I nr. 9) og forslag til folketingsbeslutning om prisfastsættelse på naturgas (se B. II nr. 8), henvises i øvrigt til omtalen af disse sager.
Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 94 stemmer mod 71 (KF, V, FP og CD).