L 32 Forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje.

(Om identifikation af myndighedsudøvende polititjenestemænd).

Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Ifølge lovforslaget skulle polititjenestemænd, som udøver myndighed over for personer på frit tilgængeligt sted, almindeligvis optræde uniformeret. I forbindelse med undtagelser herfra foresloges bestemmelser om forevisning af politiskilt og opgivelse af navn, tjenestested m.m.

Lovforslaget var en uændret genfremsættelse af et lovforslag fra 1. samling, se ovenfor under 1. samling, A. II., nr. 79. Det blev også i 2. samling fremsat som et af de under forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje. (Registrering) (2. samling, A. II., nr. 19) nævnte lovforslag. Det kom også i 2. samling til 1. behandling sammen med de følgende andre forslag, der ifølge fremsættelsestalen alle vedrørte kontrol med politiet:

Forslag til lov om ændring af lov om borgerlig straffelov. (Præcisering af begrebet »privatlivets fred«), se under 2. samling, A. II., nr. 34, forslag til lov om ændring af lov om radiokommunikation. (Pressens og borgernes adgang til at aflytte politiets radio), se under 2. samling, A. II., nr 35, forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje. (Behandling af klager over politiet), se under 2. samling A. II., nr. 36 og forslag til folketingsbeslutning om offentlighed omkring retningslinierne for politiets arbejde, se under 2. samling, B.II., nr. 20.

Debatten under 1. behandlingen blev en almindelig drøftelse af politiets rolle i samfundet, idet ordførerne og justitsministeren i øvrigt henviste til deres indlæg under 1. behandlingen i 1. samling for så vidt angik deres indstilling til de enkelte lovforslag.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Erik Brünnich Smith (S), Hagen Hagensen (KF), Inger Harms (SF), Knud Lind (FP), Frode Nør Christensen (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), Preben Wilhjelm (VS) og Inge Krogh (KrF)