F 22 Hvad kan regeringen oplyse om brugen af artikel 113, vetorettens anvendelighed samt problemerne med mandatafgivelse i forbindelse med EFs handelssanktioner mod Sovjetunionen?

Af: Holger K. Nielsen (SF) og Steen Folke (VS)
Til: Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V)
Samling: 1982-83
Status: Foretaget
Efter at ordføreren for forespørgerne (Holger K. Nielsen (SF)) havde begrundet forespørgslen, afgav udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen) en besvarelse.

I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne og udenrigsministeren - følgende ordførere for partierne: Ivar Nørgaard (S), Knud Østergaard (KF), Arne Christiansen (V), Glistrup (FP), Grethe Kindberg Jørgensen (CD), Niels Helveg Petersen (RV), Steen Folke (VS) og Steffensen (KrF).

Under forhandlingerne fremsatte Holger K. Nielsen (SF) sammen med Steen Folke (VS) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 9236):

»Folketinget konstaterer, at vetoretten fortsat er en forudsætning for Danmarks medlemskab af EF.

I lyset af de erfaringer, der er indhøstet ved de pr. 1. januar 1983 forlængede sanktioner mod Sovjetunionen, pålægger folketinget regeringen ikke i fremtiden at anvende Romtraktatens art. 113 til politisk begrundede sanktioner og udenrigspolitik i øvrigt.

Folketinget henviser til markedsudvalgets beretning fra den 22. marts 1983 og opfordrer regeringen til at indgå i et samarbejde med folketinget om mere præcise regler for mandatafgivelse.

Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

Dette forslag vedtoges med 66 stemmer (S, SF, RV og VS) mod 12 (FP og Barsøe-Carnfeldt (UP)); 44 (KF, V, CD og KrF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Ivar Nørgaard (S), Knud Østergaard (KF), Arne Christiansen (V), Holger K. Nielsen (SF), Grethe Kindberg Jørgensen (CD), Mogens Glistrup (FP), Niels Helveg Petersen (RV), Steen Folke (VS) og Jens Kristian Steffensen (KrF)