L 12 Lov om begrænsning af udbytter, tantieme og vederlag m.v.

Af: Industriminister Ib Stetter (KF)
Samling: 1982-83
Status: Stadfæstet
Lov nr. 545 af 18-10-1982
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven omfatter aktie- og anpartsselskaber samt andre erhvervsdrivende selskaber og foreninger med begrænset ansvar, i hvilke der findes en garantikapital eller lignende ansvarlig kapital.

Loven har til formål at begrænse udbytter til selskabsdeltagerne og tantieme m.v. til medlemmer af ledelsesorganerne for de to første regnskabsår, der kommer til behandling på en ordinær generalforsamling efter den 5. oktober 1982.

Lovforslaget fremsattes og behandledes sammen med forslag til lov om stop for avancer m.v. og forslag til lov om ændring af lov om priser og avancer (se de nærmest følgende sager) og skal som disse ses i sammenhæng med regeringens øvrige indkomstpolitiske foranstaltninger.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 89 stemmer (KF, V, FP, CD, RV, KrF og Barsøe-Carnfeldt (UP)) mod 24 (SF og VS); 59 (S) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Bernt Johan Collet (KF), Arne Christiansen (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Erling Askjær Jørgensen (FP), Carl Hahn (CD), Janne Normann (RV), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Inge Krogh (KrF)