L 132 Forslag til lov om fonde

Samling: 1982-83
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Lovforslaget tilsigter en registrering af fonde samt en lovmæssig regulering heraf. Lovforslaget omfatter alle fonde, der ikke er omfattet af det samtidigt fremsatte forslag til lov om erhvervsdrivende fonde (A.II. nr. 35). Visse nærmere angivne fonde er dog undtaget. Lovforslaget indeholder bestemmelser om pligt til registrering, krav til fundats, formål og ændring af fundats, krav om en egenkapital på mindst 200.000 kr. ved oprettelsen, bestemmelser om fondens ledelse, årsregnskab, revision og overskudsanvendelse samt regler om uddeling.

Lovforslaget er udarbejdet på grundlag af et lovudkast i betænkning nr. 970, 1972, afgivet af det af justitsministeriet den 14. juli 1978 nedsatte udvalg, som fik til opgave at overveje en lovgivning om fonde.

Lovforslaget afviger kun på to punkter fra betænkningens lovudkast.

Fortrinsretten til uddeling fra en fond til bestemte familier begrænses i lovforslaget til kun at gælde personer, der lever på stiftelsestidspunktet. Endvidere er fristen for anmeldelse til registrering i lovforslaget reduceret til 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Under 1. behandling gav ordførerne tilslutning til en fondslovgivning i en eller anden form. Flere ordførere nævnte, at der især var behov for en registrering af fonde, og at man på baggrund af oplysningerne herfra kunne fastsætte regler om offentligt tilsyn med fondene. Justitsministeren gav tilsagn om medvirken til et sådant lovforslag og fremsatte den 13. april forslag til lov om registrering af fonde (A.I. nr. 43).

Retsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Hans Jørgen Jensen (S), Hagen Hagensen (KF), Anders Christian Poulsen (V), Inger Harms (SF), Erling Askjær Jørgensen (FP), Birgith Mogensen (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), Preben Wilhjelm (VS) og Inge Krogh (KrF)