L 198 Lov om ændring af lov om film

Af: Minister for kulturelle anliggender Mimi Jakobsen (CD)
Samling: 1982-83
Status: Stadfæstet
Lov nr. 243 af 08-06-1983
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Loven indebærer, at det fremtidig er bestyrelserne for henholdsvis filminstituttet og filmcentralen, der ansætter filmkonsulenterne og programredaktørerne. Dog kan en sag om ansættelse af en børnefilmkonsulent i tilfælde af uenighed mellem bestyrelserne indbringes for ministeren for kulturelle anliggender.

Endvidere er der ved loven sket en præcisering af ansættelsesproceduren for direktørerne for henholdsvis filminstituttet og filmcentralen, som efter loven stadig skal ansættes af ministeren for kulturelle anliggender.

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Oprindeligt indeholdt lovforslaget alene forslag om en præcisering af ansættelsesproceduren for såvel direktørerne som filmkonsulenterne og programredaktørerne.

Om baggrunden for det oprindelige lovforslag henvises der til forslagets ledsagende bemærkninger, hvoraf det fremgår, at formålet med lovforslaget var »at sikre ministeren et bredere beslutningsgrundlag« ved ansættelse af de pågældende.

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af de af ministeren for kulturelle anliggender og af et flertal (S, KF, V, SF, CD og RV) i betænkningen stillede ændringsforslag.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 158 stemmer.
Partiernes ordførere
Ole Espersen (S), Flemming Jensen (KF), Anders Christian Poulsen (V), Marianne Bentsen-Pedersen (SF), Grethe Lyngs (CD), Kristen Poulsgaard (FP) og Bernhard Baunsgaard (RV)