Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.
Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.
Ved loven udelukkes personer med bopæl i udlandet, der ejer landbrug i Danmark, fra adgangen til udbetaling af negativ indkomstskat, ligesom personer, der udelukkende driver landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage i udlandet, udelukkes fra udbetalingen.
Ved lovforslagets 2. og 3. behandling blev der vedtaget en række ændringsforslag, som ændrede og præciserede det oprindeligt fremsatte forslag.
I bemærkningerne i betænkningen over lovforslaget til de vedtagne ændringsforslag er bl. a. anført følgende om baggrunden for de foreslåede bestemmelser:
»Loven om negativ indkomstskat for landbrugeres renteudgifter har bragt en væsentlig likviditetslettelse til landbrugserhvervet og derved bidraget afgørende til at rette økonomien op og bevare et værdifuldt produktionsapparat. Delvis på grund af større regnskabsmæssige underskud fra tidligere år end forudset er det offentliges udbetalinger vedrørende indkomståret 1981 blevet over 900 mill. kr., men forventes at blive langt mindre for indkomståret 1982. Derfor er der ikke grund til at tro, at den samlede beløbsramme for de to år væsentligt vil overstige de 1.100-1.200 mill. kr., som var forventet ved lovens vedtagelse. Et mindre antal skatteydere har dog haft mulighed for at få udbetalt meget store beløb i negativ indkomstskat, uanset at de kun i meget begrænset omfang er skattepligtige her i landet eller kun i yderst beskedent omfang er afhængige af landbrugserhvervet. Dette har bragt hele ordningen i miskredit.
Eksempler på virkningen af at have den begrænset skattepligtige med under loven for indkomståret 1981, der er fremdraget i offentligheden, viser entydigt, at det vil være rimeligt at udelukke denne gruppe - dvs. personer med bopæl i udlandet, der ejer landbrug i Danmark - fra adgangen til udbetalinger ...«
»Som § 1, stk. 3, litra c), er affattet i lovforslaget, vil også personer, som foruden at drive landbrug m.v. i udlandet driver landbrug her i landet, blive afskåret fra at få udbetalt negativ indkomsskat for indkomståret 1982.
Det foreslås i stedet kun at afskære personer, som udelukkende driver landbrug m.v. i udlandet, fra at få udbetalt negativ indkomstskat.
Efter ændringsforslaget vil personer, som både driver landbrug her i landet og i udlandet, kunne få udbetalt den skattemæssige værdi af de fulde renteudgifter, således også af renteudgifter, der vedrører bedriften i udlandet.
En begrænsning, hvorefter kun renteudgifter vedrørende den danske bedrift berettiger til udbetaling af negativ indkomstskat, vil betyde et væsentligt forøget ligningsarbejde og hermed også en forsinkelse af udbetalingstidspunktet.
Det vil i øvrigt næppe overhovedet være muligt at sondre mellem renteudgifter vedrørende bedriften her i landet og bedriften i udlandet.
Den foreslåede begrænsning kan ikke antages at være i strid med EF-retten.«
Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 133 stemmer mod 10 (FP og Barsøe-Carnfeldt) medens 1 (Bernhard Baunsgaard (RV)) undlod at stemme.