L 52 Lov om ændring af lov om offentlig støtte til indeksfinansieret boligbyggeri og om ændring af lov om boligbyggeri.

(Ændring af kvoter til støttet byggeri).

Af: Boligminister Niels Bollmann (CD)
Samling: 1982-83
Status: Stadfæstet
Lov nr. 704 af 22-12-1982
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Ved loven, der trådte i kraft den 1. januar 1983, overføres 2.000 boliger i 1983 fra den almennyttige kvota til kvoten for offentligt støttede andelsboliger. Endvidere overføres 300 boliger fra den almennyttige kvota til kvoten for lette kollektivboliger, således at der i alt kan bygges 600 lette kollektivboliger i 1983.

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri. (Vedligeholdelse og istandsættelse af almennyttige boliger, bidrag til Boligselskabernes Landsbyggefond og delvis indbetaling af disse til statskassen, huslejeboykot m.v.), forslag til lov om ændring af lov om leje, forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene, forslag til lov om ændring af lov om individuel boligstøtte (se de nærmest følgende sager) og forslag til folketingsbeslutning om forøgelse af byggeriet og begrænsning af stigningen i boligudgifterne. [Af Knud Damgaard (S) m.fl.] (se B.II. nr. 10).

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af 2 af boligministeren i betænkningen stillede ændringsforslag, hvorefter kvoterne fik den i indledningen angivne størrelse. Der blev endvidere af et mindretal (SF) stillet et ændringsforslag i betænkningen, hvorefter den almennyttige kvota for 1983 skulle udvides til 20.000 enheder. Dette forslag blev dog forkastet ved 2. behandlingen.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 75 stemmer mod 73 (S, SF, VS og Steenholdt (Grønl.)).
Partiernes ordførere
Knud Damgaard (S), Agnete Laustsen (KF), Anders Fogh Rasmussen (V), Pelle Voigt (SF), Uffe Thorndahl (FP), Bent Stubkjær Pedersen (CD), Tage Dræbye (RV), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Arne Bjerregaard (KrF)