Luk

Luk
Luk

Luk

L 90 Forslag til lov om ændring af lov om levnedsmidler m.m.

Samling: 1982-83
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

De i lovforslaget foreslåede ændringer til lov om levnedsmidler skulle ifølge lovforslagets bemærkninger især sikre,

»at kun tilsætningsstoffer, som med sikkerhed kan siges ikke er eller kan udgøre en sundhedsrisiko, og som derfor kan optages på positivlisten, må tilsættes levnedsmidler,

at der fastsættes sådanne grænser for forurening af levnedsmidler, at denne ikke er eller kan udgøre nogen sundhedsrisiko,

at forbrugerne får en reel mulighed for at vurdere levnedsmidlernes indhold, næringsværdi og alder gennem påtrykte oplysninger i et sprog, som er umiddelbart forståeligt.

En bedre levnedsmiddellovgivning er imidlertid ikke nok i sig selv for at nå målet, som er en forbedring af sundhedstilstanden gennem en forebyggende indsats. Sagen bør følges op af initiativer i form af:

En øget indsats på forskningsområdet, som kan give større viden om ernæringens betydning for sundhedstilstanden,

en øget indsats på oplysningsområdet, så forbrugeren i højere grad bliver i stand til at drage nytte af deklarationer og andre oplysninger vedrørende ernæring,

en styrkelse af de dyrkningsmetoder, der fremmer en ren produktion ...«

Under udvalgsbehandlingen viste det sig, at der ikke kunne skabes flertal for lovforslaget eller dele heraf. Udvalget besluttede herefter at afgive beretning over lovforslaget. Af udvalgets beretning fremgår, at miljøministeren under udvalgsbehandlingen er blevet anmodet om at undersøge mulighederne for helt at friholde de i ernæringsmæssig henseende vigtigste basislevnedsmidler for farve- og aromastoffer. Ministeren er endvidere blevet anmodet om at undersøge mulighederne for på hjemmemarkedet - om nødvendigt gennem en ændring af levnedsmiddelloven - at gennemføre regler, hvorefter særlige varebetegnelser forbeholdes bestemte basislevnedsmidler, således at de levnedsmidler, der bærer disse særlige betegnelser, friholdes for farve- og aromastoffer. Sådanne levnedsmidler bør, når de er færdigpakket, endvidere have en tvungen deklaration for næringsværdi. Undersøgelserne bør foretages efter forhandlinger med de berørte erhvervs- og forbrugerorganisationer.

Ministeren har over for udvalget givet tilsagn om i begyndelsen af folketingsåret 1983-84 at komme med en redegørelse om dette spørgsmål. Redegørelsen bør omfatte en skitse til, hvorledes en sådan ordning i givet fald vil kunne gennemføres.

I redegørelsen skal der gives oplysning om, hvorvidt en sådan ordning har konsekvenser for eksporten af danske levnedsmidler. Endvidere må de administrative konsekvenser i forbindelse med ordningen nærmere vurderes.

Ministeren har endvidere over for udvalget tilkendegivet, at udviklingen på levnedsmiddelområdet peger på, at man i højere grad fremover lægger vægt på ernæringsspørgsmål, og at der således er brug for både forskning og oplysning om ernæringsspørgsmål.

Miljøministeren har endelig givet tilsagn om at give folketinget en samlet redegørelse om ernæringsproblematikken.

Udvalget kunne tage de af miljøministeren afgivne tilsagn til efterretning.

Et mindretal, S, havde gerne set, at folketinget i 1982-83-samlingen havde kunnet gennemføre en lovgivning, der havde indeholdt en friholdelse af basislevnedsmidler for farve- og aromastoffer, kombineret med indførelse af varestandarder inden for visse kødprodukter. Ved en sådan ændring ville man have opnået et stort ernæringsmæssigt fremskridt og samtidig have undgået risikoen for, at eksporten blev ramt med deraf følgende beskæftigelsesmæssige problemer.

Mindretallet vil afvente miljøministerens redegørelse om bl.a. friholdelse af basislevnedsmidler for farve- og aromastoffer, men vil gerne understrege, at det er mindretallets absolutte opfattelse, at problemerne omkring farve- og aromastoffer er så alvorlige, at en lovændring må gennemføres i folketingsåret 1983-84.

Også SF ville afvente miljøministerens redegørelse og gav i beretningen udtryk for beklagelse over, at hverken miljøministeren eller et flertal i udvalget havde betragtet den næsten totale mangel på regulering af aromastoffer i andre produkter end basislevnedsmidler som et problem af et sådant omfang, at det gav anledning til at kræve aromastoffer optaget på positivlisten i lighed med de fleste andre tilsætningsstoffer.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Finn Jørgensen (KF), Laurits Tørnæs (V), Erik Hove Sørensen (SF), Tove Niemann (FP), Carl Hahn (CD), Tage Dræbye (RV), Mikael Lennart Waldorff (VS) og Jens Kristian Steffensen (KrF)