L 151 Forslag til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner

Af: Indenrigsminister Britta Schall Holberg ()
Samling: 1982-83
Status: Tilbagetaget
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

2. behandling blev afbrudt, og lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Lovforslaget tilstræber en flerhed af formål. Der tilsigtes for det første en forenkling af reglerne om tilskud og udligning mellem kommuner og amtskommuner med henblik på:

- at gøre udligningen uafhængig af statens tilskud,

- at sikre en ensartet udligning af forskelle i beskatningsgrundlag,

- at gøre samspillet mellem de landsdækkende udligningsordninger og de særlige udligningsordninger i hovedstadsområdet mere gennemskueligt og

- at undgå overudligning.

Lovforslaget udgør for det andet en del af gennemførelsen af regeringens planer om en kommunal finansieringsreform. Regeringen agter således at fremsætte lovforslag om en omlægning af refusionerne på serviceområderne. Omlægningen vil tage sigte på at fjerne den tilskyndelse til yderligere udbygning, som de nuværende refusioner giver. Omlægningen vil ske på en udligningsneutral måde, således at dens virkninger ikke vil påvirke virkningerne af nærværende lovforslag.

For det tredje foreslås foretaget forskellige ændringer i opgørelsen af kommunernes og amtskommunernes udgiftsbehov samt en ændring og aktualisering af beregningsgrundlaget i udligningsordningerne.

Forslaget tilstræber derimod ingen ændring af byrdefordelingen mellem kommuner og amtskommuner indbyrdes. Det har således været udgangspunktet for forslaget, at disse ændringer skulle være så små som muligt.

Forslaget er baseret på regeringens spareplan for 1984, der regner med en samlet kommunal og amtskommunal besparelse på 3 mia kr., som fordeles lige mellem kommunerne og amtskommunerne.

Under udvalgsbehandlingen stillede indenrigsministeren ændringsforslag om, at en en del af bloktilskudsbeskæringen blev udsat til 1985, samt om en særlig tilskudsordning til kommuner med et svagt beskatningsgrundlag.

Efter at 2. behandlingen var blevet afbrudt og lovforslaget henvist til fornyet udvalgsbehandling, tog indenrigsministeren (F. sp. 12368) lovforslaget tilbage.

Der henvises i øvrigt til det af indenrigsministeren den 1. juni fremsatte lovforslag om samme emne, som var et resultat af regeringens forhandlinger med folketingets partier om nærværende lovforslag, se A.I. nr. 26.
Partiernes ordførere
Henning Rasmussen (S), Karen Højte Jensen (KF), Svend Erik Hovmand (V), Asbjørn Agerschou (SF), Ole Maisted (FP), Bent Stubkjær Pedersen (CD), Tage Dræbye (RV), Preben Wilhjelm (VS) og Jens Kristian Steffensen (KrF)