Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.
Ifølge beslutningsforslaget opfordredes regeringen til at fremsætte lovforslag og gennemføre de nødvendige foranstaltninger med henblik på gennemførelse af følgende tiltag:
1. Kommunerne pålægges at træffe foranstaltninger til rensning af spildevand for kvælstof og fosfor.
2. Kommunerne pålægges at gennemføre et opsøgende arbejde og udstede påbud, som kan bringe alle udledninger af møddingsvand, ajle og ensilagesaft til ophør.
3. Alle landbrugsejendomme med husdyrproduktion skal have etableret opbevaringsplads for hele produktionen af husdyrgødning i perioden 15. september til 15. april.
4. Til anlæg i forbindelse med miljøforbedrende foranstaltninger i landbruget, som opfylder betingelserne for støtte ifølge miljøbeskyttelsesloven, gives der i perioden frem til 31. december 1985 statsgaranti for lån til den del af udgifterne, som ejeren selv skal afholde. Der skabes mulighed for at opnå forhåndstilsagn om miljøstøtte og statsgaranti.
Der udstedes forbud mod udbringning af husdyrgødning i perioden 15. september til 15. april, og der fastsættes med øjeblikkelig virkning maksimumsgrænser for, hvilke mængder organisk gødning der må udbringes til voksende afgrøder i sommerhalvåret. Der stilles desuden krav om leveringsaftaler for en overskydende produktion.
6. Udvaskningen af kvælstof i vinterhalvåret begrænses ved, at der stilles krav om enten vinterdækkende afgrøde, efterafgrøde eller nedpløjning af halm om efteråret.
7. Der iværksættes undersøgelser af kunstgødning med det formål at reducere udvaskningen af kvælstof fra dyrkede arealer.
Ifølge fremsættelsestalen til forslaget er det nødvendigt omgående at iværksætte foranstaltninger til at nedbringe udvaskningen af næringssalte, idet der er sket en eksplosiv udvikling af algevæksten i vore farvande samt konstateret en kraftig stigning i drikkevandets nitratindhold i de midtjyske amtskommuner.
Forslagets foranstaltninger vil utvivlsomt ud fra den viden, der allerede er tilgængelig, have en begrænsende virkning på tilledningen af næringssalte til vore vandløb, søer og farvande, og dette forhold er i sig selv tilstrækkelig grund til en gennemførelse. Den samme sikre viden om kilderne til grundvandsforureningen foreligger dog endnu ikke, men det anses dog for sandsynliggjort, at foranstaltningerne vil have en væsentlig positiv indflydelse på udvaskningen, også til grundvandsforekomsterne.
Ved forslagets 1. behandling fandt miljøministeren, at der bør træffes foranstaltninger til at nedbringe belastningen af grundvandet og danske farvande m.v. med næringssalte. Der kan dog ikke tages stilling til forslagets enkelte punkter, før der er foretaget en række nærmere undersøgelser om problemerne vedr. udvaskning af næringssalte. Denne holdning blev støttet af ordførerne fra KF, V, CD og KrF, mens ordførerne fra S, RV og VS var enige i intentionen bag forslaget.
Miljø- og planlægningsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.