B 22 Forslag til folketingsbeslutning om genskabelse af et saltvandsøkosystem i Hjarbæk Fjord-området

Samling: 1983-84 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Ifølge beslutningsforslaget opfordredes regeringen til at fremsætte de lovforslag, som eventuelt er nødvendige, og træffe andre foranstaltninger med henblik på gennemførelse af følgende:

1. Med øjeblikkelig virkning ændres sluseregulativet for Virksunddæmningen, så skibsfarts- og afvandingssluserne holdes åbne hele året ved en vandstand fra minus 40 cm til plus 40 cm DNN.

2. Der gennemføres uden unødig forsinkelse sådanne konstruktive ændringer og rensningsforanstaltninger, at Hjarbæk Fjord genskabes som saltvandsøkosystem med en vandkvalitet så tæt, som det er teknisk muligt, på tilstanden før etableringen af Virksunddæmningen, og som samtidig bevarer højvandssikringen.

Ved forslagets 1. behandling kunne miljøministeren ikke støtte forslaget, idet man derved ville gribe ind over for den kompetencefordeling, der i miljøbeskyttelsesloven er fastlagt mellem de regionale og statslige myndigheder på miljøbeskyttelsesområdet. Denne holdning blev delt af ordførerne fra KF, V og CD, mens ordføreren fra RV så positivt på intentionerne bag forslaget, men fandt, at der ikke var behov for en ændring af kompetenceforholdene i miljøbeskyttelsesloven. Ordføreren fra FP fandt, at man i udvalgsarbejdet skulle undersøge mulighederne for fri indstrømning af saltvand gennem sluserne.

Miljø- og planlægningsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Sonja Mikkelsen (S), Niels Ahlmann-Ohlsen (KF), Svend Heiselberg (V), Grethe Lyngs (CD), John Arentoft (FP), Tage Dræbye (RV) og Jens Kristian Steffensen (KrF)