Efter at ordføreren for forespørgerne (Gert Petersen (SF)) havde begrundet forespørgslen, afgav udenrigsministeren (Ellemann-Jensen) en besvarelse.
I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne og udenrigsministeren - følgende ordførere for partierne: Lasse Budtz (S), Ole Bernt Henriksen (KF), Arne Christiansen (V), Emmert Andersen (CD), Arentoft (FP), Niels Helveg Petersen (RV), Birkholm (VS) og Steffensen (KrF). Uden for ordførernes kreds talte: Kjeld Olesen (S), Gade (SF), Pelle Voigt (SF) og Steen Folke (VS).
Under forhandlingerne fremsatte Gert Petersen (SF) sammen med Steen Folke (VS) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 2617):
»Folketinget beklager, at Danmark undlod at stemme, da resolutionsforslagene L 3 og L 43 var til afstemning i FNs generalforsamlings 1. komité, selv om et erklæret flertal blandt politikerne i FN-delegationen og i det udenrigspolitiske nævn tilrådede regeringen at stemme for disse to resolutioner,
og pålægger regeringen at stemme ja til de to resolutioner, når de kommer til afstemning i FNs plenarforsamling.
Tinget går derefter over til næste sag på dagsordenen.«
Dette forslag vedtoges med 87 stemmer (S, SF, RV og VS) mod 71 (KF, V, CD, FP, KrF, Askjær Jørgensen (UP), Tang Sørensen (UP) og Thorndahl (UP)).