L 7 Lov om boligbyggeri.

Af: Boligminister Niels Bollmann (CD)
Samling: 1983-84 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 532 af 16-11-1983
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Loven er i det væsentligste en teknisk sammenskrivning til én lov af boligbyggeriloven og »indeksstøtteloven«.

Ud over denne sammenskrivning indeholder loven:

1) Bevillingskvota for det støttede byggeri for finansåret 1984, idet den gældende lovgivning ikke indeholder bevillingskvoter for tiden efter 1983.

2) Ændring af finansieringen af det almennyttige nybyggeri på følgende punkter:

a) reduktion af den offentlige grundkapital på de nuværende 23 pct. af ejendommens værdi (statslån på 17 pct., kommunelån på 6 pct.) til 18 pct., således at statslånet udgør 12 pct. og kommunelånet 6 pct. Lånegrænsen for realkreditbelåning forhøjes som følge heraf fra 75 pct. til 80 pct. af ejendommens værdi.

b) Indførelse af afdragsbidrag, der betales af staten, til dækning af den del af indekslånet, som på tidspunktet for lånets optagelse ligger ud over 75 pct. af anskaffelsessummen.

3) Udvidelse af straffebestemmelsen, således at den også omfatter overtrædelser af reglerne om de almennyttige afdelingers økonomiske uafhængighed og om henlæggelser til dispositionsfonde og til fornyelse af de tekniske installationer m.v.

Lovforslaget var en genfremsættelse af et i folketingsåret 1982-83 fremsat forslag (se Folketingsårbog 1982-83, side 208).

I betænkningen blev der af et mindretal (SF) stillet en lang række ændringsforslag, hvorefter bl.a. kvoterne for almennyttigt byggeri og for ungdomsboliger forhøjes og finansieringsreglerne ændres. Disse ændringsforslag blev alle forkastet ved 2. behandling.

Ved 3. behandling blev lovforslaget, der blev behandlet sammen med forslag til folketingsbeslutning om fremme af boligbyggeriet, byfornyelsen og beboerdemokratiet [af Erling Olsen (S) m.fl.] (se B.II. nr. 5), vedtaget med 83 stemmer (KF, V, CD, FP, RV, KrF og 4 UP) mod 24 (SF og VS); 53 (S) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Agnete Laustsen (KF), Anders Fogh Rasmussen (V), Pelle Voigt (SF), Jørgen Kruse Rasmussen (CD), Hans Christian Hansen (FP), Tage Dræbye (RV) og Anne Grete Holmsgaard (VS)