B 93 Forslag til folketingsbeslutning om den miljømæssige behandling af kemisk fabrikation m.v.

Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Ifølge forslaget til folketingsbeslutning pålagde folketinget miljøministeren i folketingsåret 1984-85 at skaffe lovhjemmel til, at bestemte dele af den kemiske fabrikation i henseende til miljøtilsyn og miljøafgørelser underlægges miljøministerens myndighed i henhold til miljøbeskyttelsesloven.

Af de ledsagende bemærkninger fremgår bl.a., at de kemiske virksomheder, der er nævnt i bilaget til miljøbeskyttelsesloven, punkt D, i stigende omfang frembyder miljøproblemer, der er så alvorlige, at kommunale og amtskommunale myndigheder ikke kan skaffe tilstrækkelig viden, personale og teknisk udstyr til at udøve det nødvendige tilsyn og træffe de nødvendige beslutninger om forebyggelse og bekæmpelse af forureningen.

Når der henses til såvel de personelle som de økonomiske ressourcer, er det i et land af Danmarks størrelse mest effektivt generelt at overføre den miljømæssige. kompetence vedrørende disse virksomheder til miljøministeren, hvilket i praksis vil sige miljøstyrelsen.

Ved 1. behandling blev forslaget afvist af miljøministeren og ordførerne fra KF, V, RV og FP, mens ordførerne fra SF og VS kunne støtte dele af forslaget.

Miljø- og planlægningsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Viggo Fischer (KF), Peder Sønderby (V), Leif Hermann (SF), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Ove Jensen (FP) og Anne Grete Holmsgaard (VS)