L 141 Forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri

(Styrkelse af beboerdemokratiet i det almennyttige byggeri).

Af: Jørgen Lenger (VS) og Keld Albrechtsen (VS)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Formålet med lovforslaget er at sikre et øget beboerdemokrati i de almennyttige boligselskaber gennem to ændringer:

1. Det skal sikres, at de beboervalgte repræsentanter får flertal i samtlige selskabsbestyrelser, og at beboerne eller afdelingsbestyrelserne kan sikre, at der i selskabsbestyrelsen kun indvælges beboervalgte, idet et flertal af beboerne eller et flertal af afdelingsbestyrelsesmedlemmerne kan kræve selskabet omdannet til en almennyttig andelsboligforening.

2. Desuden skal det sikres, at afdelingsmødet - beboermødet - får den besluttende myndighed med hensyn til driftsbudget for afdelingen og dermed huslejefastsættelsen i afdelingen. Dermed sikres, at afdelingsmødet, som er det centrale element i beboerdemokratiet, også får den afgørende beslutningskompetence med hensyn til afdelingens anliggender. Det er herefter selskabsbestyrelsens og afdelingsbestyrelsens opgave at sikre, at afdelingsmødets beslutninger med hensyn til budget og husleje føres ud i livet. Der er dog ifølge lovforslaget mulighed for, at selskabsbestyrelsen kan erklære det vedtagne budget for uforsvarligt, og det er herefter op til tilsynsmyndigheden (kommunalbestyrelsen) at vurdere dette.

Lovforslaget blev behandlet sammen med boligministerens forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri (se A. I., nr. 8).

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Svend Åge Petersen (KF), Anders Fogh Rasmussen (V), Pelle Voigt (SF), Birgith Mogensen (CD), Jørgen Estrup (RV), Pia Kjærsgaard (FP) og Keld Albrechtsen (VS)