L 24 Lov om ændring af kildeskatteloven

(Tillæg til forskelsbeløb af indkomstskat og kirkelige afgifter, som kommuner og amtskommuner afregner med statskassen).

Af: Indenrigsminister Britta Schall Holberg (V)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 129 af 28-03-1984
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Ved loven indføres en ordning, hvorefter der foretages visse begrænsninger i de fordele, der opstår, når en kommune eller amtskommune vurderer borgernes indkomster i forbindelse med budgetlægningen til et beløb, der viser sig at ligge over det faktiske.

Der indføres en ordning, hvorefter den del af forskelsbeløbet, der måtte vise sig at udgøre mere end 3 pct. af summen af de udbetalte månedlige beløb, forhøjes med et procenttillæg ved afregningen med staten i november i året efter indkomståret.

Samtidig gives der adgang for kommuner og amtskommuner til at frigøre sig fra procenttillægget ved senest den 1. december i indkomståret at nedsætte de udbetalte forskudsbeløb ved en frivillig indbetaling til statskassen.

Lovforslaget blev vedtaget med 95 stemmer (S, KF, V, RV, CD og KrF) mod 20 (SF, FP og VS).
Partiernes ordførere
Jens Peter Lerke (S), Carl Martin Christensen (KF), Svend Heiselberg (V), Birthe Hansen (SF), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Addi Andersen (CD), Ole Maisted (FP), Jørgen Lenger (VS) og Jens Kristian Steffensen (KrF)