Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget. Loven indebærer, at ordene »på samme arbejdsplads« udgår i ligebehandlingslovens § 3, stk. 1, og i § 4, således at en arbejdsgiver, der har flere arbejdspladser, hvor der beskæftiges mænd og kvinder, ikke må forskelsbehandle disse på grund af køn.

Endvidere fortsættes, at bestemmelser i aftaler m.v., der omfatter mænd og kvinder, og som finder anvendelse hos forskellige arbejdsgivere (og på forskellige arbejdspladser), er ugyldige, hvis de hjemler forskelsbehandling på grund af køn inden for de områder, der er reguleret i ligebehandlingsloven.

Om baggrunden for lovforslaget oplystes bl.a. følgende i den skriftlige fremsættelsestale:

»Ligebehandlingsloven er en gennemførelse af EFs Ministerråds direktiv af 9. februar 1976 om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår. Lovforslaget blev i sin tid udarbejdet i samarbejde med arbejdsmarkedets parter og ligestillingsrådet, og der blev ved formuleringen heraf lagt vægt på, at reglerne skulle kunne indgå som et naturligt led i det danske arbejdsretlige system. Bestemmelserne søgtes udformet således, at det klart fremgik, hvilket sammenligningsgrundlag der skulle indgå i vurderingen af, om der var tale om forskelsbehandling på grund af køn.

Dette kom til udtryk i formuleringen af § 3, stk. 1, og § 4, der fastsætter, at »enhver arbejdsgiver, som beskæftiger mænd og kvinder på samme arbejdsplads, skal behandle dem lige for så vidt angår ...«.

Efter EF-Kommissionens opfattelse indeholder ordene »på samme arbejdsplads« imidlertid en begrænsning i forhold til direktivet, der indeholder en generel forpligtelse til ligebehandling, der ikke kun gælder for arbejdsgivere, der beskæftiger både mænd og kvinder på samme arbejdsplads.

EF-Kommissionen indledte derfor traktatkrænkelsesprocedure mod Danmark i juli 1980 og har i juli 1983 indgivet stævning mod Danmark ved EF-Domstolen.

Kommissionens kritik af den valgte gennemførelsesform er ikke underbygget med tilfælde, hvor lovens formulering har ført til uheldige resultater i praksis, og må på det foreliggende grundlag anses for teoretisk. Alligevel finder regeringen ikke, at det kan afvises, at § 3, stk. 1, og § 4 er formuleret på en sådan måde, at det kan være tvivlsomt, om der er hjemmel hertil i direktivet, og at en dom derfor vil gå Danmark imod.

Efter fornyede drøftelser med Kommissionen er man nået til enighed om, at retssagen mod Danmark vil kunne hæves, såfremt det fremsatte lovforslag vedtages.«

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 133 stemmer.