Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven indføres regler for den del af betalingsformidlingen, der foregår ved betalingskort.

I lovens kap. 1 (lovens område) er nærmere angivet, hvad der skal forstås ved henholdsvis betalingssystemer, betalingskort, kortudsteder, kortindehaver og betalingsmodtager.

Ifølge lovens kap. 2 (anmeldelse og registrering) skal enhver kortudsteder anmeldes og registreres hos forbrugerombudsmanden i et offentligt tilgængeligt register.

Efter lovens kap. 3 (Forbrugerombudsmandens beføjelser. Tilsyn. Det rådgivende betalingskortudvalg) fører forbrugerombudsmanden tilsyn med, at der ikke sker overtrædeIser af loven og de i medfør heraf fastsatte bestemmelser. Forbrugerombudsmanden skal bl.a. påse, at betalingskortsystemer indrettes og virker således, at der sikres brugerne overskuelighed, frivillighed og beskyttelse mod misbrug, og forbrugerombudsmanden kan i den forbindelse eventuelt udstede påbud.

I det omfang forbrugerombudsmanden træffer afgørelse om omkostninger ved drift af betalingssystemer eller vedvarende gebyr for kortindehavers brug af kortet, kan han, forinden afgørelse træffes, indhente en udtalelse fra monopoltilsynet eller tilsynet med banker og sparekasser, og på samme måde kan han indhente en udtalelse fra registertilsynet, når han træffer afgørelse vedrørende lovens kap. 6, der vedrører registrering, anvendelse, videregivelse og opbevaring af oplysninger.

Efter lovens kap. 3 nedsættes endvidere et rådgivende udvalg under forbrugerombudsmanden, betalingskortudvalget, der skal bistå forbrugerombudsmanden ved administration af loven.

Forbrugerombudsmandens afgørelser efter loven kan i øvrigt ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Lovens kap. 4 har som overskrift »Almindelige bestemmelser« og indeholder bl.a. en bestemmelse om, at kortudsteder skal udlevere en lang række oplysninger om forhold ved brug af betalingskortet ved henvendelser fra enkeltpersoner og virksomheder, før aftale om brug af betalingskort indgås. Kapitlet indeholder endvidere en række bestemmelser om forholdet parterne imellem ved brug af kortet, herunder regler om udlevering af kort, krav på kvittering, opsigelse, pålæggelse af driftsomkostninger, gebyrfastsættelse m.m. samt et forbud mod, at der ydes rabat til kortindehavere alene.

Lovens kap. 5 (erstatningsregler) regulerer ansvarsfordelingen mellem parterne i betalingskortsystemet. Herudover finder de almindelige erstatningsregler anvendelse.

Bl.a. er det i loven foreskrevet, at kortindehaveren kun er ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af betalingskort i visse nærmere angivne situationer, og i den forbindelse er det endvidere fastsat, at kortindehavers ansvar ikke kan overstige et af industriministeren fastsat beløb, medmindre kortindehaveren har handlet forsætligt.

Betalingsmodtager gøres ansvarlig som følge af misbrug af kort, hvis han var i ond tro derom.

Kortudsteder vil efter loven være ansvarlig, når et kort er misbrugt og ansvaret ikke kan placeres andetsteds. Endvidere vil han være ansvarlig, når betaling på grund af tekniske fejl eller lignende ikke konteres efter hensigten, selv om fejlen er hændelig.

Kortindehaver er sikret mod ethvert tab samt mod indsigelse om manglende betaling, der ikke kan tilregnes ham, i tilfælde af fejlagtig kontering.

I det omfang betalingsmodtager selv råder over apparatur, som kortudsteder ikke har indflydelse på, skal betalingsmodtager dog selv bære risikoen for fejlagtig kontering hos ham.

I øvrigt har kortudsteder bevisbyrden for, at betalingstransaktioner ikke skyldes tekniske fejl eller lignende, jfr. omtalen ovenfor.

Ifølge reglerne i lovens kap. 6 finder lov om private registre anvendelse på registre, der føres til brug ved betalingssystemer nævnt i lovens § 1, medmindre andet følger af bestemmelserne i loven.

Herudover er det i dette kapitel nærmere beskrevet, i hvilket omfang der må regisreres oplysninger om kortindehavere, og i hvilket omfang disse og oplysninger om betalingsmodtagere må anvendes og videregives. Endvidere er der fastsat forskellige forældelsesregler med hensyn til sletning af de pågældende oplysninger.

Lovens kap. 7 og 8 vedrører henholdsvis sagernes indbringelse for retten og straf og påtale m.m.

Ifølge lovens kap. 9, der omhandler gebyr og ikrafttrædelses-, overgangs- og revisionsbestemmelser, træder loven i kraft 1. januar 1985.

Det oprindelige lovforslag, der var en genfremsættelse af et i folketingsårets 1. samling fremsat forslag (se A.II. nr. 23, 1. samling), adskilte sig på adskillige områder fra den vedtagne lov. Det oprindelige lovforslag var således udarbejdet, at ordningen kunne fungere sideløbende med allerede etablerede ordninger. Der var derfor ikke medtaget særlige registerbeskyttelsesregler, og forhold, der omfattes af monopollovgivningen, var heller ikke behandlet i lovforslaget. Forbrugerombudsmandens kompetence omfattede ikke de forhold, der i henhold til anden lovgivning var henlagt til en anden myndighed.

I det oprindelige lovforslag var der ikke forslag om oprettelse af et rådgivende betalingskortudvalg, og de fleste af de i lovens kap. 4 omtalte almindelige bestemmelser var heller ikke med i lovforslaget.

Endelig indeholdt lovforslaget heller ingen betalingsmæssig maksimering af kortindehavers ansvar.

Om baggrunden for lovforslaget var der i de ledsagende bemærkninger bl.a. henvist til betænkning nr. 965/82 (Rapport over betalingskort) og til den redegørelse, som industriministeren gav folketinget den 2. marts 1983, og i den forbindelse til den debat, som fandt sted i folketinget den 15. marts 1983 (Folketingstidende 1982-83 sp. 7570-7642), og som afsluttedes med vedtagelse af følgende dagsorden:

»Idet folketinget pålægger regeringen i begyndelsen af folketingssamlingen 1983-84 at fremsætte forslag til lovgivning om registrering af betalingssystemer baseret på konto-, kredit- og købekort og om offentlig kontrol og indseende med systemerne med henblik på til varetagelse af forbrugernes interesser at sikre overskuelighed, frivillighed og beskyttelse mod misbrug, går tinget over til næste sag på dagordenen.«

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af en lang række af industriministeren i betænkningen stillede ændringsforslag, som udvalget tiltrådte.

I udvalgets betænkning udtalte et flertal (S, KF, V, RV, CD og KrF) følgende:

»De holdninger, der kom til udtryk i den dagsorden, der vedtoges ved afslutningen af den debat, folketinget havde med udgangspunkt i industriministerens redegørelse vedrørende spørgsmålet om en lovgivning på købekortområdet den 15. marts 1983, har det været væsentligt for flertallet at fastholde. Flertallet mener, at forbrugere, der ønsker at anvende konto-, kredit- og købekort, skal sikres overskuelighed, frivillighed og beskyttelse mod misbrug. Dertil kræves offentlig indsigt og kontrol.

Yderligere har flertallet ønsket, at der ikke diskrimineres, hverken på erhvervssiden eller på forbrugersiden. Det forhandlingsresultat, der foreligger med nærværende ændringsforslag, kan flertallet tilslutte sig.«

I sin mindretalsudtalelse i betænkningen anførte SF bl.a., at der ikke efter mindretallets opfattelse var behov for et nyt elektronisk betalingsformidlingssystem. I den forbindelse henviste SF til det af SF fremsatte forslag til lov om betalingskort (se omtalen heraf under A.II. nr. 28, 2. samling, og omtalen under A.II. nr. 59, 1. samling) og anførte herved, at formålet med dette lovforslag var at opnå en klar og forbrugerbeskyttende lovgivning. Mindretallet udtalte endvidere følgende:

»Igennem udvalgsarbejdet har mindretallet fået tilgodeset væsentlige synspunkter og kan derfor tilslutte sig det forhandlingsresultat, der nu foreligger.«

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 149 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS og KrF) mod 6 (FP og FD).