L 80 Lov om ændring af retsplejeloven og færdselsloven

(Behandling af straffesager, isolation, varetægtsfængsling m.v.).

Af: Justitsminister Erik Ninn-Hansen (KF)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 299 af 06-06-1984
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Med loven overføres påtalekompetencen i typisk ukomplicerede straffelovsovertrædelser fra statsadvokaterne til politimestrene. Endvidere gennemføres med henblik på en rationalisering af arbejdet såvel inden for politiet som ved domstolene en udvidelse af adgangen til udenretlige afgørelser af straffesager. Endelig indføres en begrænsning i retten til at iværksætte isolation af en varetægtsarrestant, ligesom det bestemmes, at fuldstændig isolation ikke må finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 8 uger, medmindre sigtelsen angår en lovovertrædelse, som kan medføre fængsel i 6 år eller derover.

Efter lovforslaget var fristen 3 måneder, men dette ændredes. efter ændringsforslag stillet af S og tiltrådt af KF, V, CD og KrF.

Lovforslaget indeholdt bestemmelser, der gav mulighed for varetægtsfængsling i visse kvalificerede sager om vold mod sagesløs. Denne bestemmelse udgik efter ændringsforslag fra S og SF.

Lovforslaget, der var udarbejdet på grundlag af betænkning nr. 975/1983 og nr. 978/1983, var en uændret genfremsættelse af lovforslag fremsat i folketingsåret 1982-83 (se Folketingsårbog 1982-83, side 220) og i 1. samling (se A.II. nr. 24 (1. samling)).

Lovforslaget blev fremsat sammen med forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Lægdommere i straffesager, rationalisering af sagsbehandlingen ved domstolene m.v.) (se nærmest foranstående sag) og kom til 1. behandling sammen med de herunder nævnte forslag.

Lovforslaget vedtoges med 126 stemmer (S, KF, V, CD, FP, KrF og FD) mod 32 (SF, RV og VS).
Partiernes ordførere
Jimmy Stahr (S), Hagen Hagensen (KF), Bjørn Elmquist (V), Ebba Strange (SF), Frode Nør Christensen (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), Ove Jensen (FP), Inger Stilling Pedersen (KrF) og Jørgen Lenger (VS)