L 92 Forslag til lov om ændring af færdselsloven

(Nedsættelse af den generelle hastighedsgrænse i tættere bebygget område).

Af: Ebba Strange (SF) , Margrete Auken (SF) , Alice Faber (SF) , Leif Hermann (SF) og Ruth Olsen (SF)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Med lovforslaget tilsigtedes en nedsættelse af den generelle hastighedsgrænse i tættere bebygget område fra 60 til 50 km i timen.

Ifølge de ledsagende bemærkninger var formålet med lovforslaget især at øge trygheden for fodgængere og andre svage trafikanter.

Ved 1. behandling oplyste justitsministeren, at han ville lade spørgsmålet om mere differentierede hastighedsgrænser for kørsel i tættere bebygget område indgå i det forslag til ændring af færdselsloven, som han agtede at fremsætte i begyndelsen af næste folketingsår. Også ordførerne fra S, KF og V ville afvente justitsministerens udspil, mens ordførerne fra RV og VS kunne støtte nærværende lovforslag. Ordførerne fra CD og FP afviste lovforslaget.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Jimmy Stahr (S), Helge Adam Møller (KF), Birthe Rønn Hornbech (V), Alice Faber (SF), Jørgen Estrup (RV), Peter Duetoft (CD), Ove Jensen (FP) og Jørgen Lenger (VS)