L 148 Lov om ændring af lov om genanvendelse af papir og drikkevareemballager samt begrænsning af affald

Af: Miljøminister Christian Christensen (KrF)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 253 af 23-05-1984
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Ved loven ændres den hidtil gældende genanvendelseslov således, at der gennem en forbedret tilskudsordning skabes øget mulighed for at fremme udviklingen af genanvendelsessystemer og mindre forurenende teknologi. Tillige lovfæstes med visse ændringer de eksisterende muligheder for at yde tilskud til investeringer i produktionsanlæg inden for genanvendelse og til indsamlingsordninger for alle affaldstyper.

Endvidere bestemmes, at miljøstyrelsen skal forestå en generel vejlednings- og informationsindsats med hensyn til mindre forurenende teknologi og genanvendelse over for andre myndigheder, forbrugere og virksomheder.

Der foretages endvidere visse justeringer af bemyndigelsesbestemmelserne, bl.a. en bemyndigelse til, at miljøministeren kan fastsætte regler om pantordninger for bestemte produkter, der medfører en særlig miljøbelastning ved bortskaffelse.

Tilskudsordningen og vejlednings- og informationsarbejdet skal rette sig mod alle materialeområder i modsætning til den hidtidige lov, der alene vedrørte papir og drikkevareemballager. Tilskud kan søges af både kommuner og virksomheder.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 128 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS og KrF) mod 4 (FP og FD).
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Niels Ahlmann-Ohlsen (KF), Peder Sønderby (V), Leif Hermann (SF), Lone Dybkjær (RV), Ole Maisted (FP), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Jens Kristian Steffensen (KrF)