B 28 Forslag til folketingsbeslutning om en omfattende løsning af de store miljømæssige og økonomiske problemer i særligt truede afdelinger af det almennyttige boligbyggeri.

Af: Pelle Voigt (SF) , Leif Hermann (SF) , Ruth Olsen (SF) og Ebba Strange (SF)
Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter I. behandling henvist til boligudvalget.

Ifølge forslaget til folketingsbeslutning opfordres regeringen til bl.a. gennem fremsættelse af de nødvendige lovforslag at sikre en omfattende løsning af de store miljømæssige og økonomiske problemer i det almennyttige boligbyggeri opført i slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne.

Løsningen skal omfatte:

1. Sikring af en husleje, der gør boligerne konkurrencedygtige i forhold til andre lokale boligtilbud.

2. Sikring af et økonomisk grundlag, der muliggør udbedring af byggeskader.

3. Sanering af de svagest stillede afdelingers økonomi og sikring af en rimelig vedligeholdelsesstandard.

4. Forbedring af de ramte afdelingers fysiske og boligsociale miljø.

Forslaget fik en overvejende positiv modtagelse fra ordførerne, men boligudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Børge Bakholt (S), Agnete Laustsen (KF), Bente Mousten Nielsen Hansen (V), Leif Hermann (SF), Pelle Voigt (SF), Jørgen Estrup (RV), Birgith Mogensen (CD), Keld Albrechtsen (VS) og Pia Kjærsgaard (FP)