B 95 Forslag til folketingsbeslutning om revision af reglerne om huslejestøtte til kollegier.

Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Ifølge forslaget til folketingsbeslutning pålægger folketinget regeringen at fremsætte lovforslag om revision af bestemmelserne i § 73 a i lov om boligbyggeri om tilskud til nedbringelse af lejen i kollegier, således at det sikres, at de store huslejestigninger, der har været en følge af den gennemførte omlægning af tilskudsordningen, undgås.

Forslaget til revision skal omfatte studieårene 1984-85, 1985-86 og 1986-87 og skal indeholde en forhøjelse af beløbsrammen, således at der allerede med virkning for indeværende studieår – 1984-85 – kan ske en genopretning af tilskuddet til de kollegier, der som følge af omlægningen har fået nedsat tilskud. Revisionen skal indeholde en pristalsregulering af beløbsrammen for årene 1985-86 og 1986-87.

Lovforslaget skal endvidere indeholde en ændring af tilskudskriterierne, der har vist sig at være uhensigtsmæssige.

Folketinget er indstillet på at behandle et lovforslag om revision af reglerne i § 73 a i lov om boligbyggeri i indeværende folketingssamling.

Boligudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Birgit Fogh-Andersen (KF), Bente Mousten Nielsen Hansen (V), Ruth Olsen (SF), Jørgen Estrup (RV), Keld Albrechtsen (VS) og Pia Kjærsgaard (FP)