F 25 Hvilke oplysninger kan regeringen give vedrørende forberedelserne til Det europæiske Råds møde i juni vedrørende EFs fremtidige udvikling og vedrørende det grundlag, regeringen vil føre forhandlingerne på?

Til: Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V)
Samling: 1984-85
Status: Foretaget
Efter at ordføreren for forespørgerne (Ivar Nørgaard (S)) havde begrundet forespørgslen, afgav udenrigsministeren (Uffe Ellemann- Jensen) en besvarelse.

I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne, udenrigsministeren og landbrugsministeren (Niels Anker Kofoed) - følgende ordførere for partierne: Kent Kirk (KF), Bjørn Elmquist (V), Gade (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Brusvang (CD), Albrechtsen (VS), Kofod-Svendsen (KrF), Ove Jensen (FP) og Maisted (FD). Uden for ordførernes kreds talte Bjørn Westh (S).

Under forhandlingerne fremsatte Ivar Nørgaard (S) sammen med Niels Helveg Petersen (RV) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 10427):

»Folketinget fastslår,

at grundlaget for Danmarks markedspolitik er folketingets dagsorden af 28. maj 1984,

at regeringen i kommende drøftelser om det europæiske samarbejdes fremtid ikke må lade sig binde af forhåndsbetingelser, således at Danmark er frit stillet med hensyn til deltagelse i et videregående samarbejde, når forhandlingerne er afsluttede, samt

at regeringen skal arbejde for en udvidelse af samarbejdet mellem EF-landene og de øvrige vesteuropæiske lande.

Tinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

Gade (SF) fremsatte sammen med Albrechtsen (VS) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 10437):

»Idet folketinget fastslår, at grundlaget for Danmarks medlemskab af EF er en bevarelse af vetoretten og en fastholdelse af kompetencefordelingen mellem Ministerrådet, Kommissionen og EF-Parlamentet,

og idet folketinget derfor afviser EF-Parlamentets udkast til en traktat om oprettelse af en europæisk politisk union samt afviser målsætningen i Dooge-komiteens rapport om oprettelsen af en virkelig politisk enhed af europæiske stater, dvs. en europæisk union,

pålægger folketinget regeringen at sikre,

at en eventuel dansk deltagelse i en regeringskonference eller andre forhandlinger mellem regeringerne om ændringer i EFs eller EF-organernes beføjelser og arbejdsområder, herunder om prettelse af en politisk union, kun finder sted, såfremt dette kan ske uden forhåndsbetingelser eller bindinger af nogen art,

at dette danske synspunkt klart tilkendegives over for de øvrige lande i starten på eventuelle forhandlinger eller konferencer,

samt at det er en betingelse for dansk deltagelse, at konferencen tager denne danske tilkendegivelse til efterretning.

Tinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

Det af Ivar Nørgaard (S) og Niels Helveg Petersen (RV) stillede dagsordensforslag vedtoges med 93 stemmer (S, KF, V, RV, CD og KrF) mod 4 (FP og FD); 17 (SF og VS) stemte hverken for eller imod.

Hermed var det af Gade (SF) og Albrechtsen (VS) stillede dagsordensforslag bortfaldet.
Partiernes ordførere
Ivar Nørgaard (S), Kent Sand Kirk (KF), Bjørn Elmquist (V), Steen Gade (SF), René Brusvang (CD), Niels Helveg Petersen (RV), Keld Albrechtsen (VS), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), Ove Jensen (FP) og Ole Maisted (FD)