L 102 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

(Forbud mod anonyme vidner).

Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Lovforslaget indebar en ændring af retsplejeloven, således at det i loven skulle bestemmes, at den tiltalte altid havde et ubetinget krav på at blive gjort bekendt med identiteten af personer, der afgiver forklaring under sagen.

I bemærkningerne til lovforslaget anførtes, at baggrunden for fremsættelsen af lovforslaget var, at spørgsmålet om anvendelsen af anonyme vidner burde reguleres i retsplejeloven, efter at højesteret ved en dom af 2. december 1983, gengivet i UfR 1984, s.81, med fem dommerstemmer mod to godkendte, at et vidnes identitet kunne hemmeligholdes for den tiltalte i særlige undtagelsestilfælde.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Poul Erik Korneliusen (S), Per Stig Møller (KF), Bjørn Elmquist (V), Leif Hermann (SF), Birgith Mogensen (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), Jørgen Lenger (VS) og Kristen Poulsgaard (FP)