L 72 Forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje.

(Aftaler mellem anklagemyndigheden og den sigtede om bortfald af en fængslingskendelse).

Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Efter lovforslaget skulle retten i en situation, hvor der er afsagt en kendelse om varetægtsfængsling, som ikke umiddelbart kan håndhæves, typisk fordi den sigtede opholder sig i udlandet, ophæve kendelsen, såfremt der mellem anklagemyndigheden og den sigtede indgås en aftale om kendelsens bortfald, eventuelt mod at den sigtede afgiver et løfte om at underkaste sig en række nærmere angivne betingelser.

Ifølge de ledsagende bemærkninger fremgik det, at lovforslaget havde til hensigt at bringe retsplejeloven i overenstemmelse med gældende retstilstand.

Af 1. behandling fremgik, at der næppe var flertal for en gennemførelse af lovforslaget, der var inspireret af den indgåede aftale mellem anklagemyndigheden og Bonde Nielsen om bortfald af fængslingskendelsen mod Bonde Nielsen, mod at denne gav møde under den anlagte retssag mod ham. Derimod fandt ordførerne for S, SF, og RV, at den indgåede aftale virkede stødende på retsbevidstheden og erklærede sig villige til at drøfte dette spørgsmål nærmere. Derimod blev lovforslaget afvist såvel af de øvrige partiers ordførere som af justitsministeren, der henledte opmærksomheden på, at politiet ikke var bundet af en retskendelse om varetægtsfængsling, men havde pligt til af egen drift at løslade en varetægtsarrestant, når grunden til fængslingen ikke længere var til stede.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Hans Hækkerup (S), Helge Adam Møller (KF), Bjørn Elmquist (V), Alice Faber (SF), Birgith Mogensen (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), Jørgen Lenger (VS) og Kristen Poulsgaard (FP)