B 89 Forslag til folketingsbeslutning om genbrugsfremmende påbud i forbrugsleddet.

Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremme genanvendelse via påbud efter følgende retningslinjer:

1. Alle offentlige institutioner skal sørge for, at mindst 30 pct. af institutionernes papirforbrug er »gråt« papir (100 pct. genbrugspapir), og sikre, at hovedparten af det øvrige papirforbrug består af papir, hvori der indgår returfibre (herunder halm).

2. Mulighederne for at anvende dansk fremstillet returpapir til aviser bør undersøges.

3. Engangsservice forbydes i kantiner og storkøkkener, der betjener mere end 50 personer pr. dag.

4. Alle paller i distributionssektoren skal være flergangspaller.

5. Der gennemføres forsøg med anvendelse af flergangskasser, f.eks. plastkasser, til distribution af en række varer, specielt blandt dagligvarerne. Forsøgene skal lede frem til fastsættelse af krav om anvendelse af flergangskasser til nærmere definerede varer med ikrafttræden senest den 1. januar 1989.

6. Det pålægges vejmyndighederne at prioritere anvendelsen af genbrugsmaterialer fremfor nye materialer. Således skal asfaltslidlag og bærelag genbruges ved reparation og vedligeholdelse, og ved nyanlæg skal der anvendes opbrudte og affræsede materialer fra andre veje samt kunstigt grus fremstillet af bygningsaffald.

7. Der indføres pant på vinflasker senest den 1. januar 1989, hvor EFs volumendirektiv træder i kraft.

8. Den nuværende engangsemballage til mælk erstattes af pantbelagte returflasker. Inden ordningen sættes i værk, foretages der forsøg med returflasker af plast.«

Beslutningsforslaget blev fremsat sammen med 5 andre beslutningsforslag om genanvendelse og andre miljøforhold, se nærmest foranstående og følgende sager. Det kom til 1. behandling sammen med beslutningsforslagene om henholdsvis indsamling og kildesortering og standardisering af plastmaterialer til emballager (se nærmest foregående og nærmest følgende sag).

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Svend Åge Petersen (KF), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Kristen Poulsgaard (FP)