B 94 Forslag til folketingsbeslutning om samfundsmæssig bistand til de kriseramte skibsværfter.

Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

I beslutningsforslaget opfordredes regeringen til snarest gennem fremsættelse af lovforslag og ved andre tiltag at sikre gennemførelsen af foranstaltninger, der i den nuværende krisesituation styrker dansk skibsværftsindustris konkurrenceevne og levedygtighed.

Efter beslutningsforslaget skulle foranstaltningerne omfatte matching, indeksfinansiering, finansiering i udenlandsk valuta, en udviklingsfond samt en skibspakke. Beslutningsforslaget indeholdt en nærmere uddybning af de nævnte foranstaltninger.

Som baggrund for beslutningsforslaget var der bl.a. i den skriftlige fremsættelse henvist til den meget alvorlige situation, som danske skibsværfter befinder sig i.

Erhvervsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Erling Jensen (S), Svend Andersen (S), Arne Lund (KF), Svend Heiselberg (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Aase Olesen (RV), René Brusvang (CD), Helge Dohrmann (FP), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Inger Stilling Pedersen (KrF)