Luk

Luk
Luk

Luk

L 169 Lov om ændring af lov om musik.

Af: Minister for kulturelle anliggender Mimi Jakobsen (CD)
Samling: 1985-86
Status: Stadfæstet
Lov nr. 333 af 04-06-1986
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Loven medfører, at statens musikråd får tillagt kompetencen til at træffe beslutning om fordeling af støtte i henhold til musikloven på en række områder, hvor rådet hidtil har afgivet indstilling til ministeren for kulturelle anliggender.

Samtidig udskydes en revision af musikloven fra folketingsåret 1985-86 til folketingsåret 1986-87.

Om baggrunden for lovforslaget henvises for så vidt angår den ændrede kompetencefordeling til den i december 1985 gennemførte lovgivning for teatre, museer og zoologiske haver (se A. I. nr. 78-80).

Lovforslaget blev i øvrigt fremsat og kom til 1. behandling sammen med forslag til lov om ændring af lov om Det kgl. Teater og oprettelsen af en kulturel fond, se nærmest følgende sag, idet begge lovforslag vedrørte ændring af musikrådets kompetence.

Lovforslaget blev endvidere under udvalgsbehandlingen behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om musik [af Søren Hansen (S) og Ingerlise Koefoed (SF) m.fl.], se herom under A. II. nr. 55.

I udvalgets betænkning over lovforslaget oplyste ministeren for kulturelle anliggender bl.a., »at ministeren uanset udskydelsen af lovrevisionen finder det væsentligt, at der allerede i 1986 og 1987 sker en vis styrkelse af musiklovområdet. Man vil derfor allerede nu opfylde nogle påtrængende behov og foreslår følgende merbevillinger, som afholdes uden for kulturministeriets budget og årsværksramme.

Disse merbevillinger udgør for 1986 500.000 kr. og for 1987 600.000 kr.

Der henvises i øvrigt til udvalgets betænkning.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 144 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS og KrF) mod 3 (FP).
Partiernes ordførere
Søren Hansen (S), Viggo Fischer (KF), Hanne Severinsen (V), Ingerlise Koefoed (SF), Birthe Hansen (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Kristen Poulsgaard (FP), Steen Tinning (VS) og Inger Stilling Pedersen (KrF)