L 18 Lov om særlig udbetaling til børnefamilier i 1986.

Af: Minister for skatter og afgifter Isi Foighel (KF)
Samling: 1985-86
Status: Stadfæstet
Lov nr. 468 af 06-11-1985
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven bestemmer, at der for 1986 i lighed med, hvad det var tilfældet for 1984 og 1985, udbetales et kontant skattefrit beløb på 800 kr. for hvert barn under 10 år. Barnet skal være født efter 31. december 1975 og inden 1. januar 1986.

Beløbet udbetales til forældre, som den 1. januar 1986 havde forældremyndigheden over barnet, og som på dette tidspunkt havde barnet boende hos sig. Hvis begge forældre opfylder betingelserne, udbetales de 800 kr. til moderen.

Udbetalingen finder sted ved postgiroanvisninger så hurtigt som det teknisk er muligt, dvs. i løbet af marts-april måned 1986.

Det er dog muligt at få udbetalt de 800 kr. for et barn, som man ikke selv har forældremyndigheden over, men som man havde boende hos sig den 1. januar 1986. Hvis barnet f.eks. var anbragt i familiepleje på dette tidspunkt, kan plejeforældrene søge om beløbet.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 112 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS og KrF) mod 2 (FP).
Partiernes ordførere
Jytte Hilden (S), Carl Martin Christensen (KF), Ruth Olsen (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Bente Juncker (CD), Pia Kjærsgaard (FP), Jørgen Lenger (VS) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)