L 228 Lov om forbud mod handel med Den Sydafrikanske Republik og Namibia.

Af: Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V)
Samling: 1985-86
Status: Stadfæstet
Lov nr. 289 af 04-06-1986
Efter 1. behandling henvist til udenrigsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven indføres forbud mod indførsel og udførsel af varer og tjenesteydelser af enhver art mellem Danmark og Den Sydafrikanske Republik samt Namibia.

Forbudet mod handel med Den Sydafrikanske Republik og Namibia omfatter dog ikke 1) indførsel og udførsel, der ikke har erhvervsmæssig karakter, 2) udførsel af produkter til rent lægelige formål og 3) kul, som er omfattet af loven om forbud mod udførsel af kul fra Den Sydafrikanske Republik og Namibia, se A. I, nr. 167.

Ifølge loven kan industriministeren, efter at sagen har været forelagt folketingets udenrigsudvalg, dispensere fra forbudet mod handel med Den Sydafrikanske Republik og Namibia. Dispensation kan gives for en periode på indtil 2 år fra udløbet af den i loven fastsatte afviklingsperiode.

Forbudet mod handel med Den Sydafrikanske Republik og Namibia omfatter ifølge loven tillige transporter af mineralsk olie og mineralske olieprodukter på danskejede skibe til og fra Den Sydafrikanske Republik og Namibia.

Som baggrund for lovforslagets fremsættelse henvistes der såvel i den skriftlige fremsættelse som i lovforslagets ledsagende bemærkninger til folketingsbeslutning af 13. december 1985 om yderligere skærpelse af sanktionerne mod Sydafrika, se B. I. nr. 26.

I denne folketingsbeslutning indgår bl.a. følgende bestemmelse: »Herudover opfordrer folketinget regeringen til inden 1. april 1986 at fremsætte forslag til lovgivning, så al anden import fra og eksport til Den Sydafrikanske Republik som hovedregel ophører snarest muligt.«

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelse af en række af S, SF og RV stillede ændringsforslag, hvilket bl.a. medførte, at også olietransporter blev omfattet af loven.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 76 stemmer (S, SF, RV og VS) mod 5 (FP og FD); 63 (KF, V, CD og KrF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Poul Qvist Jørgensen (S), Viggo Fischer (KF), Bjørn Elmquist (V), Søren Riishøj (SF), Knud Erik Sværke (RV), Niels Bollmann (CD), Kristen Poulsgaard (FP), Elisabeth Bruun Olesen (VS) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)