Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Ved loven bringes ligelønslovens ordlyd i overensstemmelse med ordlyden af EFs Ministerråds direktiv af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder.

Loven indeholder endvidere bestemmelse om, at ligelønsloven ikke længere begrænses til at gælde beskæftigelse »på samme arbejdsplads«. Derved bliver der overensstemmelse mellem ligebehandlingsloven og ligelønsloven.

Om baggrunden for lovforslaget oplystes bl.a. følgende i den skriftlige fremsættelsestale:

»Ligelønsloven er en gennemførelse af EFs ministerråds direktiv af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder.

Lovforslaget blev udarbejdet på grundlag af en indstilling fra et udvalg, hvori bl.a. arbejdsmarkedets parter var repræsenteret. Det blev ved udarbejdelsen af lovforslaget tillagt afgørende vægt, at direktivet måtte omformuleres således, at reglerne kunne indgå som et naturligt led i det danske arbejdsretlige system.

Princippet om ligeløn var således allerede gennemført på LO/ DA-området ved vedtagelsen af mæglingsforslaget i 1973. I forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget var der derfor enighed om at bygge på det samme sproglige ligelønsbegreb, som kendes fra overenskomsterne.

Dette kom til udtryk i formuleringen af § 1, der fastsætter, at »enhver arbejdsgiver, som har ansat mænd og kvinder på samme arbejdsplads, skal yde dem lige løn for samme arbejde...«.

Efter EF-Kommissionens opfattelse indeholder ordene »samme arbejde« imidlertid en begrænsning i lovens anvendelsesområde, der medfører, at direktivet ikke kan anses for korrekt opfyldt.

Kommissionens opfattelse kan sammenfattes således: direktivet indeholder en forpligtelse til at yde lige løn for samme arbejde og for arbejde, som tillægges samme værdi.

Eksempelvis vil forpligtelsen ikke være overholdt, hvis loven ikke finder anvendelse på arbejde, der, skønt det er forskelligartet, har samme værdi.

Regeringen har i sine svar til Kommissionen og under sagens behandling gjort rede for, at lovens ordlyd stemmer overens med overenskomsternes ligelønsbegreb, som stedse har været fortolket i den brede betydning. Regeringen har henvist til en opmandskendelse fra 1977, der viser, at overenskomsterne fortolkes som også dækkende arbejde, som tillægges samme værdi. Regeringen har endvidere henvist til, at den brede fortolkning af »samme arbejde« fremgår af bemærkningerne til lovforslaget.

EF-Domstolen har taget til efterretning, at overenskomsterne og loven fortolkes i overensstemmelse med ligelønsdirektivet.

Domstolen har imidlertid i sin afgørelse af 30. januar 1985 lagt vægt på, at brugerne af loven ikke ud af lovteksten kan se, at »samme arbejde« skal forstås i den brede betydning. Danmark er derfor blevet dømt for mangelfuld gennemførelse af ligelønsdirektivet.«

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 129 stemmer.