B 66 Forslag til folketingsbeslutning om en lovgivning om kommanditselskaber.

Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende indhold:

»Folketinget opfordrer regeringen til i indeværende folketingsår at fremsætte forslag til lov om kommanditselskaber.

Loven skal have virkning fra 1. januar 1988 og skal i sin udformning bygge på principperne i den øvrige selskabslovgivning med udgangspunkt i betænkning nr. 937/81, Lovgivning om kommanditselskaber.

Dette forudsætter, at lovforslaget må indeholde bestemmelser om

- større gennemsigtighed på linje med forholdene inden for aktieselskabslovgivningen og med krav om registrering og offentliggørelse af ejerforhold, som gælder for aktieselskaber,

- større sikkerhed for midlernes tilvejebringelse og fortsatte tilstedeværelse. Krav om effektiv indbetaling af indskud. Forbud mod udtømning af selskabet og krav om regnskabsaflæggelse og revision samt

- krav om ledelsesregler, bestemmelser om beskyttelse af mindretal af indskydere og regler for medarbejderepræsentation.«

Om baggrunden for beslutningsforslaget er der i bemærkningerne til forslaget anført følgende:

»I 1978 nedsatte den daværende industriminister et udvalg til forberedelse af en kommende lovgivning for kommanditselskaber og interessentskaber. I juni 1981 afgav udvalget betænkning nr. 937 om lovgivning for kommanditselskaber.

Selv om udvalget klart redegjorde for behovet for en lovgivning for dette hidtil udækkede område i selskabslovgivningen, har de efterfølgende industriministre i den borgerlige regering ikke fundet anledning til at fremsætte forslag til den nødvendige lovgivning på området.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at kommanditselskabsformen er en god og hensigtsmæssig selskabsform, der har vist sig velegnet til at tilføre erhvervslivet risikovillig kapital.

Den stadig stigende anvendelse af kommanditelskabsformen gør det imidlertid påkrævet med lovgivning på området med en videreførelse af principperne i den eksisterende selskabslovgivning.«

Udvalget afgav ikke betænkning over beslutningsforslaget.
Partiernes ordførere
Erling Jensen (S), Svend Andersen (S), Arne Lund (KF), Jens Skrumsager Skau (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Hans Larsen-Ledet (RV), Flemming Kofod-Svendsen (KrF) og Elisabeth Bruun Olesen (VS)