L 135 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

(Varetægtsfængsling i retshåndhævelsesøjemed).

Af: Justitsminister Erik Ninn-Hansen (KF)
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 386 af 10-06-1987
Efter 1. behandling henvist til Retsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet behandling i Retsudvalget. 3. behandling afbrudt og forslaget henvist til Retsudvalget

Ifølge loven sker der en udvidelse af anvendelsesområdet for de gældende regler om fængsling i retshåndhævelsesøjemed, således at der skabes mulighed for varetægtsfængsling af personer, der har begået grove voldsforbrydelser. Denne adgang til udvidet varetægtsfængsling skal også gælde for andres grove forbrydelser mod liv og legeme, f.eks. grove tilfælde af hensynsløs forvoldelse af nærliggende fare for andres liv eller førlighed samt uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder, hvor en eller flere personer bliver dræbt i forbindelse med gerningsmandens spirituskørsel.

I disse sager skal der efter loven være mulighed for varetægtsfængsling, såfremt mistanken om den begåede forbrydelse er særlig bestyrket, og såfremt der efter oplysningerne om forholdets grovhed kan forventes idømt en ubetinget dom på mindst 60 dages fængsel. Endelig skal hensynet til retshåndhævelsen kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Lovforslaget blev genstand for intensiv behandling i både udvalg og folketingssal, men blev - bortset fra eri ændring af ikrafttrædelsestidspunktet - vedtaget i uændret form ved 3. behandling.

Lovforslaget vedtaget med 114 stemmer (S, KF, V, CD, KRF og FP og Arne Bjerregaard (UP)) mod 32 (SF, RV og VS).
Partiernes ordførere
Torben Lund (S), Hagen Hagensen (KF), Bjørn Elmquist (V), Ebba Strange (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Birgith Mogensen (CD), Jens Kristian Steffensen (KrF), Kristen Poulsgaard (FP) og Steen Tinning (VS)