L 56 Forslag til lov om leje af boliger m.v.

Af: Boligminister Thor Pedersen (V)
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 57.

Efter 1. behandling henvist til Boligudvalget.

Lovforslaget afveg på følgende væsentlige punkter fra den gældende lovgivning:

I. Anvendelsesområde:

Lovforslaget omfattede alene rene beboelseslejemål og blandede beboelses- og erhvervslejemål. Erhvervslejemål udskiltes til behandling i særlig lov, se lovforslag nr. L 57.

II. Omkostningsbestemt husleje:

Reglerne herom skulle kun finde anvendelse for lejeforhold i ejendomme med mere end 6 beboelseslejligheder. I regulerede kommuner skulle der kun kunne varsles lejeforhøjelse én gang om året.

III. Vedligeholdelse:

Lejere og udlejere skulle efter forslaget kunne aftale at optage et mindre beløb på kontoen for udvendig vedligeholdelse.

IV. Grundejernes Investeringsfond:

Forslaget indebar en udvidet adgang til at få frigivet beløb bundet i Grundejernes Investeringsfond.

V. Huslejenævnspåbud om vedligeholdelse:

Det skulle af sådanne påbud klart fremgå, hvilke vedligeholdelsesarbejder der skulle iværksættes.

VI. Forbedringer:

Det blev foreslået, at der for forbedringsarbejder, der medførte en lejeforhøjelse på over 25 kr. pr. m2, skulle kunne indhentes en forhåndsgodkendelse fra huslejenævnet.

VII. Lejerrepræsentation:

Efter lovforslaget indskrænkedes adgangen til at etablere lejerrepræsentation til ejendomme med over 6 beboelseslejligheder.

VIII. Opsigelse:

Adgangen for udlejer til at opsige lejere blev foreslået udvidet, således at det i videre omfang skulle være muligt at opsige lejere, der generer andre beboere.

Lovforslaget byggede i vidt omfang på de tanker og forslag, der var indeholdt i det forslag, som Lejernes Landsorganisation og Grundejernes Landsorganisation havde udarbejdet.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Svend Andersen (S), Agnete Laustsen (KF), Bente Mousten Nielsen Hansen (V), Ruth Olsen (SF), Jørgen Estrup (RV), Niels Bollmann (CD), Pia Kjærsgaard (FP) og Keld Albrechtsen (VS)