L 104 Forslag til lov om Danmarks Geologiske Undersøgelse.

Af: Miljøminister Christian Christensen (KrF)
Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 864 af 23-12-1987
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget.

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Miljø- og Planlægningsudvalget.

Loven indebærer, at der etableres en bestyrelse for Danmarks Geologiske Undersøgelse (DGU) med inddragelse af eksterne forskere. Dette indebærer, at der ved sammensætningen af bestyrelsen tages højde for såvel institutionens sektorforskningsmæssige status som det faktum, at DGU fortsat har nær tilknytning til Energi- og Miljøministeriernes ressortopgaver.

Formålet med loven er at sikre en hensigtsmæssig vægtning af DGU's indsats i forhold til den tekniske og naturvidenskabelige forskning, til erhvervsinteresser og de mest berørte myndigheders behov for bistand og rådgivning på det geologiske område.

Det er bestyrelsens opgave at varetage den overordnede ledelse af DGU, herunder godkendelse af arbejdsprogrammer, budgetter og regnskaber samt DGU's deltagelse i større projekter.

Lovens formål om ændring af DGU's formålsbestemmelse og ledelsesstruktur er i overensstemmelse med Miljøministeriets indstilling i undervisningsministerens sektorforskningsredegørelse, der blev afgivet til Folketinget den 31. marts 1987.

Lovforslaget vedtaget med 136 stemmer (S, KF, SF, V, RV, CD, KRF, FK og Steenholdt (Grønl.)) mod 9 (FP).
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Pernille Sams (KF), Leif Hermann (SF), Svend Heiselberg (V), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Helge Dohrmann (FP) og Kristian R. Kristensen (KrF)