L 16 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

(Fri proces og retshjælp).

Af: Justitsminister Erik Ninn-Hansen (KF)
Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget.

Lovforslaget havde primært til formål at gennemføre forbedringer af befolkningens adgang til retshjælp ved forhøjelser af de økonomiske grænser for meddelelse af fri proces og offentlig retshjælp ved advokater.

Endvidere indeholdt lovforslaget en regel om, at fri proces skulle medføre fritagelse for at erstatte modpartens omkostning samt forslag om en udvidelse af området for advokatretshjælp.

Lovforslaget indeholdt herudover et forslag om, at retshjælpsforsikringer skulle være den primære sikring mod procesudgifter, således at fri proces alene skulle omfatte de sagsomkostninger, der ikke dækkes af en eventuel retshjælpsforsikring.

Lovforslaget var udarbejdet i overensstemmelse med lovudkastet i betænkning nr. 1113/87 om advokatretshjælp, fri proces og retshjælpsforsikring m.v., der er afgivet af retshjælpsudvalget.

Baggrunden for lovforslaget var endvidere Retsudvalgets beretning over forslag til folketingsbeslutning om forbedring af adgangen til retshjælp, fri proces m.v. (se Folketingsårbog 1984-85, side 401) og Retsudvalgets beretning over forslag til folketingsbeslutning om regulering af indtægtsgrænserne for opnåelse af fri proces og retshjælp og om forhøjelse af vederlag til nævninge og domsmænd og til advokater, der yder offentlig retshjælp (se Årbog & Registre 1986-87, side 285).

Lovforslaget nåede ikke at blive færdigbehandlet i 1. samling, men blev genfremsat i 2. samling af S og SF som lovforslag nr. L 25, hvorfor der henvises til omtalen i afsnit 12. B under 2. samling.
Partiernes ordførere
Poul Erik Korneliusen (S), Hagen Hagensen (KF), Ingerlise Koefoed (SF), Elsebeth Kock-Petersen (V), Bernhard Baunsgaard (RV), Kristen Poulsgaard (FP) og Henrik Michael Berlau (FK)