L 213 Forslag til lov om ændring af lov om naturfredning.

Af: Miljøminister Christian Christensen (KrF)
Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 214 og L 215.

Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget.

Hovedformålet med lovforslaget var at gennemføre en styrkelse af den beskyttelse af visse naturtyper og småbiotoper, som allerede er omfattet af gældende lov, og at inddrage andre truede naturtyper under beskyttelsen.

Det blev således foreslået at inddrage enge og overdrev under den generelle beskyttelsesordning, ligesom det blev foreslået at nedsætte arealgrænsen for søer fra 500 til 250 m2.

Lovforslaget indeholdt tillige bestemmelse om en fælles mindstegrænse på 4.000 m2 for de arealer, der var omfattet af forslaget, og for de tidligere omfattede naturtyper.

Endelig medtog lovforslaget bestemmelser om, at beskytte sten- og jorddiger på linie med de øvrige væsentlige kulturhistoriske landskabselementer.

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med L 214 og L 215 (»Den grønne pakke«), jf. nærmeste efterfølgende sager, og skulle ses i sammenhæng med regeringens redegørelse af 2. marts 1987 til Folketinget om en samlet strategi på marginaljordsområdet (R 20) og miljøministerens redegørelse af 2. marts 1987 til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om naturbevaring og friluftslivet m.v. Endvidere skulle lovforslaget være en opfølgning af Miljø- og Planlægningsudvalgets beretning af 3. juni 1987 om en samlet strategi på marginaljordsområdet samt af betænkning afgivet af Landbrugsministeriets struktur- og planudvalg september 1987 om gennemførelse af EF-sociostrukturelle foranstaltninger i Danmark.

Miljø- og Planlægningsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Bjørn Rømer Westh (S), Henning Grove (KF), Hans Engell (KF), Margrete Auken (SF), Steen Gade (SF), Peder Sønderby (V), Marianne Jelved (RV), Poul Emmert Andersen (CD), Helge Dohrmann (FP), Kirsten Madsen (FP), Jørgen Tved (FK) og Inger Stilling Pedersen (KrF)