L 234 Forslag til lov om ændring af lov om indkomstskat og formueskat for personer m.v.

(personskatteloven).

Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Skatte- og Afgiftsudvalget.

Lovforslaget søgte at præcisere, at rentetilskud efter lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld skattemæssigt skulle betragtes som kapitalindkomst, så den skattemæssige værdi ville blive den samme som af de renteudgifter, som tilskuddet modsvarer.

I bemærkningerne til lovforslaget oplyste forslagsstillerne, at lovforslaget tilsigtede at løse et problem, som modtagere af rentetilskud som hjælp til afvikling af studiegæld havde, fordi skattemyndighederne betragtede rentetilskuddet som personlig indkomst, der beskattedes med 68 pct., mens den renteudgift, som rentetilskuddet delvis dækkede, kun gav en skatterabat på 52 pct. - et misforhold, som forslagsstillerne fandt urimeligt og i modstrid med intentionerne bag forliget om rentetilskud og gældssanering.

Skatte- og Afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Helen Beim (S), Christian Overdal Aagaard (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Aase Olesen (RV), Mogens Glistrup (FP) og Preben Møller Hansen (FK)