L 18 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

(Dørlukning og advokatbistand til den forurettede).

Af: Justitsminister Erik Ninn-Hansen (KF)
Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget.

Lovforslaget havde navnlig til formål at styrke den forurettedes stilling i voldssager ved at indføre en adgang til at kunne beskikke en advokat for ofre for voldsforbrydelser. Den beskikkede advokat skulle bistå den forurettede med at opgøre et eventuelt erstatningskrav og skulle endvidere yde den pågældende en bistand af mere almen karakter under efterforskningen og under en eventuel senere behandling af sagen i retten. Udgifterne til salær m.v. til den beskikkede advokat skulle afholdes af det offentlige.

Endvidere indeholdt lovforslaget en udvidelse af den gældende ordning med advokatbeskikkelse i voldtægtssager, således at der ville blive adgang til at beskikke en advokat for den forurettede ikke blot i voldtægtssager, men ved alle sædelighedsforbrydelser.

Endelig skulle den forurettede i voldtægtssager kunne bestemme, at dørene skal lukkes, når den pågældende afgiver forklaring i retten.

Lovforslaget byggede på flertalsindstillingen i betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Poul Erik Korneliusen (S), Hagen Hagensen (KF), Ebba Strange (SF), Elsebeth Kock-Petersen (V), Bernhard Baunsgaard (RV), Birgith Mogensen (CD) og Kristen Poulsgaard (FP)