B 9 Forslag til folketingsbeslutning om begrænsning af forbruget af chlorfluorcarboner (CFC).

Samling: 1988-89
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 98.

Efter 1.beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen at iværksætte en begrænsning af forbruget af chlorfluorcarboner (CFC), således at dette forbrug i 1995 er reduceret med 85 pct. af 1986-niveauet.

Begrænsningen sker i overensstemmelse med nedenstående retningslinjer:

1. Begrænsningen sker kontinuerligt, idet tempoet i forbrugsbegrænsningen sættes op i takt med fremkomsten af miljøvenlige erstatningsstoffer.

2. Anvendelse af CFC til køleformål ophører pr. 1. januar 1995. Forbrug af CFC til sådanne formål i den mellemliggende periode sker ved genindvinding, for så vidt der ikke kan anvendes erstatningsstoffer.

3. Anvendelse af haloner som brandslukningsmiddel afvikles inden 1. januar 1995.

4. Spraydåser mærkes med angivelse af drivgas. Brugen af freon som drivgas i spraydåser, der er undtaget fra det gældende forbud, ophører senest pr. 1. januar 1995.

5. Regeringen udskriver en konkurrence med henblik på at fremme udviklingen af alternativer til CFC.

6. Regeringen forstærker indsatsen i Wienkonventionen, i EF og i Nordisk Råd med henblik på iværksættelse af initiativer, der går videre end Montreal-protokollen af 16. september 1987.

7. Ved udgangen af folketingsåret 1990-91 fremsender regeringen en redegørelse til Folketinget vedrørende de iværksatte foranstaltninger samt disses virkning.«

Miljø- og Planlægningsudvalget afgav ikke betænkning over beslutningsforslaget.
Partiernes ordførere
Jan Trøjborg (S), Bernt Johan Collet (KF), Svend Erik Hovmand (V), Leif Hermann (SF), Knud Lind (FP), Lis H. Noer (CD), Marianne Jelved (RV) og Knud Glønborg (KrF)