L 104 Forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri.

(Kvoter for 1989, ændret finansiering af privat andelsboligbyggeri og byggeskader i almennyttigt boligbyggeri, godkendelse af nye almennyttige boligselskaber).

Af: Boligminister Agnete Laustsen (KF)
Samling: 1988-89
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Boligudvalget.

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Boligudvalget.

Loven fastsætter bevillingskvoterne for det offentligt støttede byggeri for 1989 fordelt på 8.500 almennyttige boliger, 3.000 ungdomsboliger og 4.000 private andelsboliger. Dette er en reduktion på 1.500 boliger i forhold til kvoten for 1988.

Ved loven forhøjes andelsboligforeningers egen betaling af udgifterne til forrentning af indekslån gradvis over en 5-årig periode.

Finansieringen af byggeskader ændres således, at låneandelen deles ligeligt mellem stat og kommune, og kommunerne skal betale 10 pct. af rentebidraget på indekslånet.

Endelig overlades det til kommunerne at godkende nye almennyttige boligselskaber.

Lovforslaget skulle ses i sammenhæng med L 24, hvori der blev foreslået mulighed for finansiering af privat udlejningsbyggeri med 50-årige indekslån. Dette lovforslag skulle efter boligministerens skriftlige fremsættelse indebære, at der ville blive opført ca. 2.000 nye private udlejningsboliger om året.

Lovforslaget vedtaget med 55 stemmer (KF, V, RV, CD, KRF og Steenholdt (Grønl.)) mod 16 (FP); 53 (S og SF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Svend Andersen (S), Lizzie Lichtenberg (KF), Hannah Kain (V), Holger K. Nielsen (SF), Johannes Sørensen (FP), Jørgen Estrup (RV), Lis H. Noer (CD) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)