L 208 Forslag til lov om ændring af lov om internationalt udviklingssamarbejde.

(Ophævelse af lånebistanden som bistandsform, forhøjelse af investeringsgarantirammen, Center for Udviklingsforsknings funktioner og ledelsesstruktur m.v.).

Af: Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V)
Samling: 1988-89
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Udenrigsudvalget.

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ved loven ophæves adgangen til at yde statslån til udviklingslandene, således at al dansk udviklingsbistand herefter ydes på gavevilkår.

Loven indebærer endvidere en forhøjelse af investeringsgarantirammen fra de hidtidige 500 mio. kr. til 2.500 mio. kr.

Endelig indebærer loven en ændring af Center for Udviklingsforsknings funktioner og udvikling.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at ophævelsen af lånebistanden som bistandsform blev foreslået på baggrund af forhandlingen om udenrigsministerens redegørelse af 17. november 1988 for Danidas handlingsplan (se redegørelse nr. R 5).

Endvidere fremgik det, at den del af lovforslaget, der vedrørte Center for Udviklingsforskning, havde baggrund i en række undersøgelser af centerets administration og funktion, senest gennemført af et udvalg vedrørende Center for Udviklingsforsknings fremtid nedsat af Udenrigsministeriet i april 1988 og bestående af repræsentanter for Forskningsrådet for Udviklingsforskning, Center for Udviklingsforskning og Udenrigsministeriet. Udvalget afgav i september 1988 en rapport, hvoraf det fremgik, at udvalget fandt, at de gældende regler for centerets virksomhed ikke tilstrækkelig klart afspejlede de opgaver, centeret aktuelt varetog eller ønskedes tillagt. Endvidere anbefalede udvalget en ændring af ledelsesstrukturen for centeret.

I Udenrigsudvalgets betænkning blev der af SF stillet ændringsforslag, der tilsigtede, at investeringsgarantiordningen, på samme måde som det var sket med eksportgarantiordningen i 1985 blev overført til lov om Danmarks Erhvervsfond med henblik på, at Eksportkreditrådet overtog administrationen af ordningen. Ændringsforslaget blev imidlertid forkastet.

Lovforslaget vedtaget med 114 stemmer (S, KF, SF, V, RV, CD og KRF) mod 15 (FP).
Partiernes ordførere
Helle Degn (S), Helge Adam Møller (KF), Bjørn Elmquist (V), Birgitte Husmark (SF), Knud Lind (FP), Peter Duetoft (CD), Marianne Jelved (RV) og Knud Glønborg (KrF)