L 239 Forslag til lov om ændring af personskatteloven.

(Lempelse af formueskatten for hovedaktionærer).

Af: Skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V)
Samling: 1988-89
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatte- og Afgiftsudvalget.

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven medfører, at den del af formueskatten, der vedrører aktier i et selskab, hvor aktieejeren er hovedaktionær, nedsættes med 60 pct. Formålet med loven er således at konsolidere hovedaktionærselskaber. Når formueskatten på aktier sænkes, skal selskaberne udbetale mindre beløb, for at aktionærerne kan få finansieret deres formueskat.

Lovforslaget var i overensstemmelse med den aftale, som blev indgået mellem regeringspartierne, Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti ved behandlingen af L 83 (lempelse af formueskat). Det fremgik bl.a. af betænkningen til L 83, at »flertallet er enig om, at der består et særligt problem for hovedaktionærer, der for at betale formueskatten skal hæve indkomstbeskattede midler i selskabet. Flertallet har noteret sig, at regeringen vil fremsætte lovforslag til løsning af hovedaktionærers formueskatteproblemer inden for en ramme på 100 mio. kr.«

Lovforslaget vedtaget med 69 stemmer (KF, V, FP, RV, CD, KRF og Steenholdt (Grønl.)) mod 55 (S og SF).
Partiernes ordførere
Mogens Lykketoft (S), Else Theill Sørensen (KF), Jens Skrumsager Skau (V), Jens Thoft (SF), Mogens Glistrup (FP), Bente Juncker (CD) og Elisabeth Arnold (RV)